Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

SVENDEVANDRINGER OG LÆSESELSKABER 161 lierom: »Mit Bogtrykkeri — det mindste i Kjøbenhavn, formentlig i hele Danmark — bestaar kun af een Presse af ældgammel Opfindelse og et meget lidet Antal Kasser Typer. Ved Hjælp af disse ringe Midler for- tjener jeg el tarveligt Udkomme til mig, Hustru og 8 Börn, blandt hvilke det ældste er 13 Aar gammelt. Men naar Ugens Udgifter ere bestridte, er min lille Kasse udtomt, og ene den mest utrættelige Flids Frugter forskaffer den fornyet Kraft til at fyldestgjöre den følgendes Fordringer. Saaledes er min Stilling overensstemmende med tung, ren Sandhed . . . Jeg er en brødefri, af Skjæbnen haardt hjemsøgt Mand«. Saaledes staar der i den Ansøgning, han skrev, da Fogeden i 1844 vilde gjöre Exeku- tion hos ham for Privilegie-Gebyret, og denne Gang opnaaede han, hvad han søgte om. Ved kongelig Resolution af 25 Juli 1844 blev Gebyret eftergivet ham1. Men nogen lang Glæde fik han ikke heraf; allerede den 11 September 1846 døde han, ramt af et apoplektisk Tilfælde, ikke 43 Aar gammel. Der er ingen Tvivl om, at den unge Bogtrykker Behrend maa have været en ivrig Direktør i Læseselskabet, der skulde gavne Haandvær- kerne. Han troede paa Kundskabers Betydning i Haandværksvirksom- heden, og der er noget rorende i at se, at han, den fattige Mand, er med at fejre Bogtrykkerkunstens Firehundredaars-Jubilæum i 1840 ved Udsendelse af en lille Bog »Teoretisk-praktisk Anvisning til at sætte San- skrit«, som han endda maatte lade trykke i Berlin. Han har ligesom følt Trang til at pege paa sin gamle store Færdighed som Sætter i asi- atiske Sprog, en Færdighed, som han absolut ingen Brug havde for i den elendige typografiske Virksomhed, som Nøden havde tvunget ham ind paa. Han var jo, som han selv sagde, en af Skjæbnen forfulgt Mand. Naar vi ovenfor have set ham som »Bombarder ved det borgerlige Ar- tilleri« tolke Korpsets loyale Følelser for Kongen ved en Præsentation for denne i 1834, kan det altsaa være et Udslag af hans Virksomhed som »Poet i Aabenraa«, men han har dog sikkert virkelig næret disse i den Tid saa naturligt fremtrædende Følelser. Ved en Souper efter Typograf- mødet den 17 Maj 1835 udbragte han Kongens Skaal, der hilstes med el tre Gange gjentaget »entusiastisk« Hurra. Og sikkert synes det at være, at han, der ved sit Bogtrykkeris Anlæg indførte Jernpressen her og var 21