Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

160 SVENDEVANDRINGER OG LÆSESELSKABER maatte blive indført en Duelighedsprøve for Lærlinge, at Læretiden maatte blive bestemt til mindst fem Aar, at det maatte blive paalagt Principa- lerne at sorge for, at Lærlingene oplærtes i Dansk og Tysk samt i at regne og skrive, ligesom endelig at Ejerne af Hurtigpresser kun med dem maatte trykke, hvad der var sat i deres eget Officin. I den Anled- ning blev der af Kancelliet indhentet en Række Betænkninger, bl. A. fra Magistraten, der væsentlig saa Grunden til Svendenes daarlige Stilling i den fremadskridende Brug af Hurtigpresser, men herimod kunde der Intel gjöres, og efter en ny Henvendelse fra Jacob Behrend faldt der da noget ind i 1838 en kongelig Resolution om, at Sagen »efter samtlige fremførte Omstændigheder« maatte bortfalde. Hvad Ansøgerne ønskede, naaedes ikke, men derfor har det dog sin store Interesse at se, at der er en saadan Bevægelse oppe, og at den lægger alvorligt Beslag paa Myndighedernes Overvejelser, der forsaavidt godt kunde have resulteret i, at de ønskede Baand vare bievne lagte paa Bogtrykkerfaget. Som vi ovenfor have set, gik jo l iden bort fra Frihedstankerne i Kommissionen af 1794 og i den af dens Arbejde følgende Forordning af 1800. Rege- ringen lyttede her til, hvad Bogtrykkeriejerne navnlig i de sidst indhen- tede Erklæringer gjorde gjældende, og som gik ud paa, at naar Faget var daarligt stillet, maatte Grunden søges i, at der var for mange Bogtrykke- rier, Hjælpemidlet maatte være, at der ikke udstedtes flere Bogtrykkeri- bevillinger. Det var ikke Frihedstanker, der dikterede Regeringens Op- træden. Jacob Behrend arbejdede ihærdigt — der foreligger ogsaa nogle Sta- tuter til en af ham foreslaaet »Ugentlig Understøttelseskasse for skikke- lige Bogtrykkersvende i Kjøbenhavn, som uden Selvskyld ere uden Kondi- tion« (1835) — men han havde nu een Gang ikke Lykken med sig. Som saa mange andre Bogtrykkere mente han, at han med sit Privilegium i Haanden ikke behøvede at løse Borgerskab, han undlod det derfor, men da han i 1840 i Anledning af Tronskiftet søgte om at faa sit Privilegium konfirmeret, kom dette Forhold op. Ved Politiretten blev han da i 1842 sammen med et Par andre Bogtrykkere idömt en Bøde, og først herefter blev den søgte Konfirmation given, men nu viste det sig, al lian ikke formaaede at udrede Gebyret for den; det var 63 Rd. 4 Mk. Han skriver