Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

Forfatter: C. Nyrop

År: 1914

Forlag: NIelsen & Lydiche (Axel SimmelKiær).

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 429

UDK: 338.6(489) nyr

Trykt som Manuskript

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 448 Forrige Næste
170 FRIERE UDVIKLING Minde« træffe vi da ogsaa fra 1837 Snedkermester Løjtnant J. Lasenius Kramp, der hurtigt bliver »dramatisk Kommissær« og Bestyrelsesmed- lem. Fra 1830 havde han virket paa lignende Maade i Selskabet »Thalia« og fra 1832 i »Det forenede borgerlige Selskab«. Det var Kaptajn Gar- brecht, der i 1837 proponerede Löjtnant Kramp som Medlem i »Holbergs Minde«; de To stemte godt sammen. Skjöndt Garbrecht var næsten ti Aar ældre, bliver Kramp, som han atter og atter kalder for »Ven og Vaaben- broder«, dog hurtigt Dus med ham; Garbrecht var glad ved i ham at kunne »hilse et beslægtet Hjærte, der brænder for Borgervæbningens Hæ- der«. De kappedes om atvære deres Selskabs og deres Væbnings Digter. Ved Borgerofficerernes Fugleskydning i 1834 indeholdt Sangheftet syv Sange, fem af Garbrecht og to af Kramp, i 1835 otte, fem af Kramp og tre af Gar- brecht, i 1836 otte, fire af hver, osv. I 1834 havde Kramp endda ganske som Garbrecht udgivet et Bind »Digtninge«, og han forstod som han at skrive baade Prologer og Epiloger, men han forstod ogsaa at arbejde for sin Stand, 1837 stiftede han »Foreningen af Snedkere til Kundska- bernes Fremme i Professionens Teori«, der senere fik det mere forstaae- lige Navn »Snedkernes Tegneforening«1. Der er Kræfter i Haandværkerne, Kræfter, der gjærne vilde bruges. Da Magister J. C. Lindberg i 1832 beskylder Pastor Visbye ved Vor Frel- sers Kirke for at føre falsk Lære, optræder Drejermester L. L. Lohmann endog i et eget lille Skrift imod ham. »Hvad har bevæget mig, en Borger og Haandværker, til at deltage i en Religionsstrid?«, spörger han, og han svarer, at Religionen er hans, som den er Fyrstens og Betlerens, han føler Striden, som var den hans egen, og føler, at han har Kundskaber, ud fra hvilke han kan domme: »Jeg kjender fra Barndommen den hel- lige Skrift . . . .Jeg har læst fra mit femte Aar, til jeg nu er næsten 39«, og saa viser han, at Visbye efter hans Mening ikke er nogen falsk Lærer. Og hans Indlæg blev ikke upaaagtet. Kjøbenhavnsposten siger, at skjöndt Forfatteren ikke er videnskabelig uddannet, har han dog »leveret en kori, simpel og ligefrem, men fuldkommen fyldestgjörende Gjendrivelse af samtlige Hr. Lindbergs Beskyldninger«; Bladet finder, al dette lille Skrift aander sand Gudsfrygt, samtidig med at det viser en levende Fø- lelse for Ret og Sandhed2. Drejermester Lohmanns Optræden fortjener