Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

216 TIDEN, DA HAANDVÆRKERDANNELSESFORENINGEN BLEV TIL Kjøbstadhaandværkerne ønskelig Ordning af Næringsforholdene overfor de i Stænderne indbragte Petitioner om fri Næringsdrift paa Landet1. Haandværkerforeningen holdt sig tilbage, den holdt altid igjen, hvad der næppe har været ganske klogt, men godt kan lorstaas. Paa den ene Side havde Haandværkerne en absolut Tro paa, at deres fra For- tiden nedarvede Lavsforfatning, der havde modstaaet saa mangfoldige Angreb, naar det kom til Stykket, ikke væsentlig vilde blive ændret end- sige blive hævet; den var samfundsnødvendig, hvad de, der alle vare opfødte med den, bedst maatte vide, og forsaavidt var det unødigt al indlade sig i Disput med Nogen. Men paa den anden Side havde de ogsaa en instinktmæssig Følelse af, at de i en Debat vilde være deres Angribere underlegne, uvante som de vare med at bruge Ordet udenfor deres egen snævre Kreds ligesom med at bruge Pennen; bedst derfor ikke at udiordre, men at vente med at tage Stilling, til det absolut gjordes fornødent. Men saa var der dog en af de ledende Mænd i Foreningen, der mente, at helt tavse burde man ikke være, og det var Snedkerme- ster Lasenius Kramp, den af Fagfællerne, der formentlig var mest øvet i at bruge Pen og Blæk, men som jo ogsaa tragtede efter at skabe sig en Stilling herved. Han havde sikkert oprindelig staaet den liberale Bevægelse ganske nær, men Haandværker som han var, kunde han, naar Striden kom til at angaa Haandværkets egne Sager, kun se dem fra Haandværkets Synspunkt, kun staa paa Haandværkets Grund. Han foreslog i 1841, at Foreningen skulde udgive en maanedlig Beretning og udsætte en Pris for den mest fyldestgørende Afhandling om Lavsind- retningens Goder. Forslagene kom for paa Generalforsamlingen i Fe- bruar 1842, der vedtog, at der skulde udgives et Fjerdingaarsskrift, der da Foreningens Midler kun vare smaa, dog ikke maatte koste mere end 25 Rd. Fjerdingaaret, samt at den foresiaaede Prisopgave skulde stilles2. Hvad nu først Tidsskriftet angaar, da er det kun i 1842, al der kom fire Hefter, derefter blev det indskrænket, og der kom tilsidst kun et aarligt Hefte, det Hele var og blev altsaa et saare beskedent Foretagende, og det er derfor ejendommeligt at se den næsten forventningsfulde, naive Glæde, hvormed Kramp gaar til at virkeliggjöre det; den lyser ud af hans Forord. Han ser klart Pressens Betydning og ser tillige, at der i