Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

STANDEN, DER SKULDE HJÆLPES Da Danmarks St. Knudsgilder i Aaret 1256 sluttede sig sammen paa et Møde i Skanør, var det sikkert et Udtryk for, al Landets Middel- stand i hin usigeligt urolige Tid søgte at forene sig til fælles Beskyttelse. I denne Bevægelse vare Haandværkerne med. Det siges ikke ligefrem, men det kan ses deraf, at der gjöres en udtrykkelig Undtagelse for Ba- gernes Vedkommende. Ingen Bager kunde blive Medlem af et St. Knuds- gilde1. Der blev den Gang her i Landet som i andre Lande set paa Bagerne med meget ugunstige Öjne2. Som naturligt var, stod Haand- værkerne altsaa her i Linie med den øvrige Middelstand. Men saaledes vedblev det ikke. Haandværkets Udøvere synes lidt efter lidt at være bievne trængt tilside; deres Virksomhed skallede dem absolut ikke den Rigdom, som Handelen bragte sine. Byernes Styrelse kom efterhaanden væsentlig i Kjøbmandsstandens Hænder, og denne Ordning fik Lovens Stempel. 1422 befaler Kong Erik af Pommern, at ingen Haandværker maatte være Borgemester eller Raadmand i nogen Kjøbstad, det maatte kun »andre Borgere og Kjøbmænd« være, en Bestemmelse, der oliere findes gjentagen. Som det en Gang siges i 1526, gjaldt horbudet imid- lertid kun Haandværkeren, saa længe han brugte sit Haandværk; opgav han det, kunde han godt gaa ind i de Herskendes Kreds, ligesom han saa ogsaa kunde blive Medlem af de forskjellige Kjøbmandsgildei, f. Ex. Trefoldighedsgildet i Odense (1496)3. Det Hele var altsaa næimest et Velhavenheds-Spörgsmaal. En Haandværker kunde jo ikke godt opgive sit Haandværk, medmindre han paa en eller anden Maade var kommen til nogen Formue. Haandværkerne rangerede altsaa ikke i første Linie, men Haandvæi- ket stod dog i et godt Lys som et sikrere Erhverv end Kjøbmandsskab.