Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

324 OTTO MÜLLER Her som i Alt, hvad han havde med at gjöre, ønskede han Sand- hed og Nöjagtighed. Hans Kurs var altid ligeud, saaledes ogsaa den, der førte fra hans Ungdoms Liberalisme til hans senere Aars Konserva- tisme. Og naar der nu synes at kunne være en endog stor Uoverens- stemmelse mellem denne hans Konservatisme og hans til det Sidste be- stemte Holden-fast ved Næringsfriheden som et Gode, forholder det sig vistnok saaledes, at han saa Alt fra Intelligensens Standpunkt, d. v. s. med den enkelte Intelligentes Syn. Naar Loven lægger Magten i Mængdens Haand, er Intelligensen dermed sat til Side; om den enkelte Intelligente kan gjöre sig gjældende, bliver et helt tilfældigt Spil. Men ikke saaledes med Hensyn til Næringsfriheden; den giver ikke Mængden nogen Magt, men begunstiger den enkelte Intelligente. Som ejendommeligt for ham skal det her endnu meddeles, at da der i 1855 paa Grund af Dyrtiden var Stemmer oppe for, at det ved en mid- lertidig Næringsfrihedslov skulde gives Enhver Tilladelse til for et kor- tere Tidsrum f. Ex. et Aar at arbejde med egne Hænder, udtalte Müller sig herimod. En saadan pludselig indført Frihed vilde efter hans Me- ning snarere befordre end forebygge Forarmelse; for at virke gavnligt maatte den være forberedt ved en forudgaaende Overgangstid. »Fædre- landet« lod ham vide, at det var inkonsekvent af ham at ville en endelig Næringsfrihed og nu at modsætte sig en midlertidig Nærings- frihed1, men Bladet overser her, at han, som vi alter og atter ovenfor have hørt, jo heller ikke vilde have den endelige Næringsfrihed indført pludseligt eller med eet Slag. Den i al sin Færd humane og hensyns- fulde Mand vilde ogsaa her have en forudgaaende, forberedende Over- gangstid. Men han troede ubetinget paa Næringsfriheden som et virke- ligt og stort Gode. Da Monrad ved Næringslovens Forhandling i Folketinget udtalte sin Forundring over de Müllerske Udkasts bestemte Stilling paa dette Punkt, det havde for ham og Flere været noget »höjst Uventet«, havde Müller let ved at vise det Konsekvente heri fra hans Side, og da Lovforslaget ved tredje Behandling blev vedtaget med 71 Stemmer mod 11, var det en Begivenhed for ham, der fyldte ham med en saa stor Glæde, at han strax udtalte det, endog med følgende Til- føjelse: »Hvis jeg skulde nævne nogen anden offentlig Begivenhed i mit