Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

STANDEN, DER SKULDE HJÆLPES 25 ved Siden af dem er lige til Aaret 1800 endnu kun tre Haandværkere at nævne, Grovsmed Andreas Knoch (1693), Garver Peter Dorn (1705- 20) og Guldtrækker Oktavius Holman (1716)1. Nej som Stand holdtes Haandværkerne absolut udenfor, de rangerede nedenfor de fornemme Borgere, og Regeringen havde Intet at bemærke hertil. I et kongeligt Re- skript af 1691 indskærpedes det kun Magistraten, at der til at indtræde i Forsamlingen burde vælges Saadanne, der kunde tiltræde Raadmands Embede ved indtrædende Vakance2. Forsamlingen gjorde Forslag om hvem der skulde vælges, hvorpaa Magistraten valgte. Privilegiernes Ordlyd og Fortolkning liar sikkert været Haandvær- kerne i boj Grad imod. De havde ganske som de andre Borgere, der nu stilledes over dem, gjort deres Bedste for at forsvare Byen og med dem haaret Belejringens Byrder. Naar Frederik III i September 1658 kan stille 3 Heste til Oberst Hans von Ahlefeldts Raadighed, er det — som Kongen siger — kun fordi Skræderen Lorentz Beck »os haver lovet dermed at undsætte«, og 1660 gjör Murerlavet i en Ansøgning til Magi- straten opmærksom paa, at dets Mestere og Svende havde været brugt paa farlige Poster til at hindre Svenskernes Kugler fra at gjöre Skade, et »perikuløst« Arbejde, ved hvilket nogle af dem satte Livet til, andre deres Helbred3. Men derved ændredes Tidens Opfattelse af Haandvær- kernes Stilling ikke. Efter dem hørte Haandværkerne nu een Gang ikke til de »bedste og fornemste« Borgere. Den soranske Professor Hans Lauremberg udsendte 1652 nogle Skjæmte- digte paa Plattysk — Forfatteren var tyskfødt — men de bleve hurtigt oversatte paa Dansk, og i et af dem »Om Menniskens Idræt, Vandel og Manere«, forekomme følgende Linier4: Endog et Haandværk har en Guldring paa hver Finger, At vær’ en Haandværksmand jeg dog ej efter springer: Det er en ærlig Stand, den Mening har jeg stærk, Man den ej miste kan, fornøden er dens Værk. Men det mishager mig: De paa hverandre klager Og slemt skamferer ud og sjælden sig fordrager. Det er ikke noget egentlig Ondt, der her siges om Haandværkerne. Skjöndt Forfatteren absolut ikke selv vilde være Haandværker, betegner 4