Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

26 STANDEN, DER SKULDE HJÆLPES han dog Haandværk som et ærligt og uundværligt Arbejde, der endog kan gjöre dets Udøvere saa velstaaende, at de kunne gaa med Guld- ringe paa Fingrene. Og vende vi os til en anden Forfatter, til den skarpe Satiriker Jörgen Riis, der i 1744 og 1745 vakte saa stor Opsigt med sit anonyme l idsskrift »Den danske Spectator«, da synes han næsten endnu venligere stemt mod Haandværkerne. Han vender en Gang i del nævnte Tidsskrift Brodden mod de Studerende, der i daarligt Hovmod »vil sætte sig alene som de, der ere den fineste Del af Verdens Indbyggere«, og han revser dem da bl. A., fordi de se ned paa Haandværkerne. Han siger: »Det er visselig el Rige til stor Nytte, at det er forsynet med dyg- tige, lærde Mænd, men det er et Rige ogsaa til Ziir og Fordel, at det er forsynet med dygtige Haandværksfolk«. Og han fortsætter: »Ingen kan tale mere ufornufligt end den, som siger, at en Haandværksmand behøver ingen Fornuft, og Ingen er niere værd at foragtes end den, som foragter en Haandværksmand, der forstaar sine Sager«. Overfor de lærde Herrers ofte ublide Kaar peger han endnu paa, hvad Haandværkerne kunne drive det til: »Dér kommer en Skræder i en indlukt Vogn, dér kommer en Skomager med en trelokket Paryk, dér gaar en Guldsmed med en Titel i Maven, dér gaar en Kandestøber med en silkeforet Klæd- ning« Men Jörgen Riis er ikke Satirikus for Intet. Der er Satire i denne hans Omtale af, hvor vel stillede og i egne Tanker store Haandværkerne kunde blive. Man mindes uvilkaarligt den franske Rejsendes forundrede Meddelelse om, at Kjøbenhavns Skomagere og Skrædere toge Maal af deres Kunder med Kaarde ved Siden. Meddelelsen er fra 17022. Jörgen Riis ser saare godt Haandværkernes uheldige Egenskaber. De ere uvi- dende og gjennemgaaende mindre intelligente. De bekymre sig, som han siger, »ikkun lidet om saadanne Skrifter, der tjene til deres Lægedom; de give heller deres Skilling for et Billede, for en Vise om Skibet, der forgik i forrige Seculo, om et Menneske, der skal rettes, om Ildebran- den i Kina etc.«. Og han kan se endnu ringere Egenskaber hos dem. Han holder det for sandt, »at en tysk Haandværksmand deler sin Tid imellem Svir og Arbejde, en dansk derimod iagttager del første, men ikke det sidste«. Han lægger dog slet ikke Vægt paa at beskjæftige sig