Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

STANDEN, DER SKULDE HJÆLPES 27 med dem. Skaden, der foraarsages ved deres Laster, er efter hans Me- ning mere privat end almindelig, den vilde kun faa Betydning, hvis alle »Lemmer af Lavene« skulde blive inficerede1. Han vil derfor slet ikke spilde sit Krudt paa dem, og saa synger han i »Den danske Anti-Spec- tator«, som han samtidig udgav2: Nu er det blevet til en yndig Sommer-Mode, At uden Porten man skal se sig lidt tilgode; Har Haandværks-Manden mer, end ædes kan en Dag, I fremmed Luft og Drik han finder strax Behag. Skjöndt dette har sig saa, skal jeg det derfor laste? Nej, Byrden bör man jo tilside lidet kaste, En Skræder stedse ej kan sidde ved sin Naal, Han Tiden dele maa imellem Naal og Skaal. Men Sandemanden ej bekymrer sig om dette. Sandemanden er ham selv som Udgiver af de her nævnte Tidsskrifter. Haandværkerne hørte herefter absolut ikke til de »bedste og fornemste« Borgere. Tiden brød sig ikke om at beskjæftige sig med dem. Den en- kelte Haandværker spillede ingen Rolle. Det vakte derfor den stats- videnskabelige Professor og betydelige Forfatter J. C. Snedorffs store For- undring, da han som Udgiver af »Den patriotiske Tilskuer« i 1762 kom til at beskjæftige sig med en Haandværker. Efter hans Mening vare Handskemagerne i Randers og Garverne i Odense de enesle, der i lang Tid havde præsteret et Arbejde, »hvoraf Fremmede kunde vide, at der var Vindskibelighed her i Landet«. Han saa altsaa paa ingen Maade op til Haandværkerne, og saa modtager han en Dag et Brev fra en kjøben- havnsk Haandværker, som paa een Gang baade forundrede og fornøjede ham. Det besværede sig bl. A. over, at Snedorff ikke i sit Tidsskrift søgte at gavne Haandværkerne. Er det ikke besynderligt, siger Snedorff, at en Haandværksmand gjör sig den Umage at skrive mig et Brev til paa et helt Ark, som handler alene om den sande Ære og de borger- lige Pligter uden med et eneste Ord at komme ind paa Haand værkernes sædvanlige Klager over Skatterne, Indkvarteringen og Mangel paa Næ- ring, men i höj Grad beklager, »at Religionen og Sædelæren ere saa rui- nerede iblandt os, at man dels holder dem umulige, dels unyttige, at 4*