Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

28 STANDEN, DER SKULDE HJÆLPES der lades et Stykke efter det andet ude, indtil der bliver Intet tilbage uden Hykleri« x. Og Haandværkeren sendte Snedorff flere Breve. Han klager i et al dem over, hvor urimeligt dyrt det havde været for ham i 1748 at gjöre Mester- stykke. Men derfor var han ikke uvenlig stemt mod Haandværket, tvært- imod, han var Haandværker med Liv og Sjæl. Han betragtede sit Skilt som et adeligt Skjold, sit Værksted som et Tilflugtssted mod de Laster, som Ørkesløshed og Ladhed føde, og sit Værktøj som gode Vaaben mod Fattigdom og Foragt. Han ønsker kun, at han kunde höjne Haandvær- ket; han fremsætter Forslag, der sigte dertil, og vil da bl. A., at Lær- lingene skulde fritages for alt Arbejde, der ikke kom Paget ved, og saa siger han i denne Forbindelse endnu: »Dersom besynderlige Omstæn- digheder indfaldt, som skulde forvolde, at fornemme Folks Börn vilde lære et Haandværk, kunde man indrette en bekvemmere og kortere Lære- maade for dem, naar Mesteren derfor blev betalt«2. Det er en Haandværker, der siger dette, og som altsaa tydeligt ser det Uheldige i, at Haandværket udelukkende rekruteres franeden, hvad der nogle Aar efter med endog meget stærke Ord fremdrages af en anden Haandværksmester i et af ham udsendt lille Stridsskrift (1771)3. De fleste Læredrenge, siges der her, »ere tagne ud af Vajsen- og Opfostringshusene, og den øvrige Del ere Börn af Soldater, Matroser, Bønder og den ringe- ste Almue«. De mangle ganske den fornødne Opdragelse, »hvorved deres Forstand kunde gjennemtrænge det Mörke, hvori Fordommene under- støttede af Lavsartiklerne indvikle deres sande Fordele«, og, fortsætter han, »ulyksalig er den Dreng, som vilde vænne sig til et andet, skjöndt bedre Haandelag end det, hans Svend eller Mester havde, han vilde der- ved ej alene udsætte sig for Skjældsord, men endog for Prygl«. Lær- lingene prygles i det Hele ofte baade brune og blaa; de bruges til at foi- rette »Pligtkarle- og Haandlanger-Arbejde«, vænnes til at stryge paa Ga- derne og kunne ofte ved Midnatstid findes liggende paa 1 papperne »for at oppebi nogle ryggesløse Menneskers Hjemkomst«. Ja rorholdene ere væsentlig saaledes, at Drengene, først naar Læretiden ei loibi, kunne begynde at lære deres Profession. Og nu Svendene. .Id mellem dem er den, der forstaar sig godt paa de saakaldte Gewohnheiter, »ej alene