Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

STANDEN, DER SKULDE HJÆLPES 29 æret af sine Medsvende, men endog frygtet af sin Mester«. At lære Lave- nes zünftige Ceremonier betragtes derfor snart som det allervigtigste. »At spilde en Draabe af Velkomsten, at lægge sin Hat paa et uret Sted, at glemme at tage et Stykke af sit Værktøj i Haanden, naar en Svend vil gaa ud i sine Arbejdsklæder, etc., kan ifølge disse Gebräuche koste hele Ugers Fortjeneste«. Saaledes bliver Haandværksmesteren ved, ja han udbryder endog, »at det anses for et gyldigt Bevis paa Fattigdom og Vanære at have lært et Haandværk«. Det kan være forstaaeligt, at en Haandværker, der bruger saa stærke Udtryk, helst vil udsende sit Skrift anonymt. Men hvem han er, vides dog, ligesom det vides, hvem den Snedorffske Haandværksmester var. Denne Sidste var Parykmagermester Knud Birch, og hans kraftige Me- ningsfælle var Bogtrykkeren Morten Hallager1. Det kan siges at være endog meget stærk Kost, han byder, men at Tiden i ikke ringe Grad delte hans Anskuelser, kan let vises. Da Pram i 1785 aabner Tidsskriftet Minerva med sin i Datiden meget omtalte, ironiske Artikel »Om ikke almindelig Oplysning er en farlig Sag«, undlader han ikke for Haandværkernes Vedkommende at gjöre opmærksom paa det Priselige i, at deres Læreaar ere vel skikkede til, »at de ikke lære mere end det hojstfornødne, endog af deres Haandværk«2. Da den udmærkede Zoolog, Professor J. C. Fabricius, der er bleven kaldt »den mest begavede af alle Linnés Disciple«, som Statsøkonom — ti det var han ogsaa — i Aarene 1786-90 udsender sine to Bind »Policey Schriften«, gaar han i dem stærkt tilfelts mod vore Haandværkere. De- res Opdragelse er forsömt, ved deres Vandringer ødelægges de paa Sjæl og Legeme, de lære aldrig at tænke over deres Arbejde, men derfor bliver dette ogsaa derefter; de arbejde dyrt, langsomt og uden Smag3. Og saa komme vi til det tidligere nævnte Ugeblad »Borgervennen«, der paa sin Vis endog af al Kraft lægger an paa al hjælpe Haandværksstan- den frem; del indeholder i Aarene fra 1793 til 1796 Artikel paa Artikel, der viser, at Standen kun staar lavt. Der klages bl. A. over »det for en- hver retskaffen Mand væmmelige Syn, at se stærke og friske Arbejdere søle hele Dagen bort paa [Lavs]Kroerne«, og der slaas stærkt paa, at Haandværkerne trænge til Kundskaber; som Forholdene vare, lærte de