Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

48 FOR OG IMOD LAVENE dog et Forsøg. Ved Kristian VII’s Fødselsdag den 29 Januar 1771 hen- vendte de sig til ham med en allerunderdanigst Lykønskning, i hvilken de lagde hele Sagen frem, om hvorledes de stadig vare bievne viste til- bage: »Vi henvende os derfor allerunderdanigst til Majestæten selv, for- vissede ved vor mildeste Konges Retfærdighed al naa den længe ønskede Haabets Frugt«. Men hvad de opnaaede, var kun et af Struensee den 13 Marts 1771 underskrevet Svar, der lød saaledes: »Naar enhver udi disse her klagende Lav i Almindelighed beflitter sig paa at gjöre sit Ar- bejde godt, saa kan Friheden at arbejde ej skade Nogen isærdeleshed; desforuden vil Hans Majestæt Kongen, at for Haandværkerne skal ske Alt, hvad som kan geraade til deres Fordel, forsaavidt Sligt ej er imod det almindelige Bedste«1. Frimesterne vedblev herefter ganske som for, og Glarmesterlavets Oldermand Simonsen, der synes at have spillet en Rolle — til ham sti- lede de 32 Mænd deres Svar, og lian modtog paa Hirschholm det konge- lige af Struensee underskrevne Svar — har næppe været glad ved at meddele det endelige Resultat til sine Kolleger, blandt hvilke vi træffe Parykmagerlavets Oldermand J. C. Barthold, der strax efter optræder som »Bonasse« og ikke havde den Glæde at se de af ham forfegtede Me- ninger sejre. Myndighederne gik imod dem. De Anskuelsei, Stampe sejerrigt havde ført igjennem i sin store Lavserklæring af 1760, gjorde han ogsaa gjældende i 1762 imod et Andragende Ira Kjøbenhavns Maler- lav, der begjærede, at Ingen maatte forundes Frihedsbrev til at arbejde i Malerprofessionen, medmindre de havde gjort Mesterstykke efter Ar- tiklerne. Men Stampe gik stærkt imod dem, og Kancelliet fulgte ham. der ved denne Lejlighed endda udtalte, at Staten næppe vilde spore det allermindste Savn, om man gik til helt at ophæve Malerlavet2. I 1784 udtaler Kommercekollegiet den samme lanke med Hensyn til Kjøben- havns Murerlav; det skriver til Kancelliet, at ifald dette Lav kunde op- hæves, ønskede Kollegiet det gjærne8. Man kan derfor forstaa, at der, da Kjøbenhavns borgerlige Artilleri oprettedes i 1789, ingen Betænkelig- hed var ved at give de Haandværkssvende, der indtraadte i det, Ret til som andre Frimestere at ernære sig med egne Hænder af deres Profes- sion, skjöndt det vakte Lavenes störste Mishag4. Det er blevet sagt, at