Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

80 HAANDVÆRKERNE TRÆDE SELV TIL saaledes som det fremgaar af deres tidligere nævnte Skrivelser til Lavs- kommissionen, og særlig kan det endnu erindres, at Blikkenslagerlavet brugte samme Fremgangsmaade mod Blikkenslager Irgens som Snedker- lavet mod Hof-Dekoratør Lillie og Brøtteruperne; de maatte selv skaffe sig Svende, Lavets Omskuning betragtedes som ikke vedkommende de Lavet udefra tilførte Meslere. Samtidig med at Snedkerlavet gjorde Mod- stand mod al antage Lorents Schalck, var der ogsaa stærk Bevægelse i Skomagerlavet. Det havde fra Magistraten faaet tilsendt fire Frimester- ansøgninger til Erklæring, og i den Anledning førle ogsaa delte Lav et ganske voldsomt Sprog. Hvad Ansøgerne støttede sig paa for at blive Frimestere, var opdigtede og usandfærdige Grunde. Men hvad nytiede det, at Lavet oplyste dette, Kancelliet lukkede jo altid sine Øren for dets Forestillinger. I hvilken Hensigt dette skete, vidste Lavet ikke, det var muligvis for at faa Penge for Bevillingerne. Skjöndt det gik ud over Lavets Indkomster og Næringsvej, havde det hidtil taalt og tiet, men nu da Kjøbenhavns store Brand havde ramt 68 af Lavets Familier, kan det ikke roligt se paa, at Kancelliet kaster det den ene Frimester paa Halsen efter den anden, og det andrager derfor om at maatte afholde en Lavssamling for at raadslaa, da det ikke vil modtage flere af Kancelliets Frimestere. Lavets Skrivelse var rettet til Magistraten, der bragte den videre til Kancelliet, og saa fik Lavet efter en kongelig Resolution al 25 Septem- ber 1795 en Tilkjendegivelse af Hans Majestæts allerhøjeste Mishag med Advarsel om, at hvis det lod mangle paa Lydighed og Agtelse overfor Kongens Bevillinger og Befalinger, kunde de Skyldige vente at blive al- vorligt straffede1. Der rorte sig afgjort et kraftigt Liv i Lavene paa den Tid, og liere af Førerne her have utvivlsomt været Personer. Men derfor indtog Haand- værkerstanden dog langtfra endnu en saadan Stilling, at den kunde staa som førende i alle Sager, hvor meget de end vedrørte dem selv. Den slog væsentlig kun til indenfor Lavsorganisationens almindelige Rammer. Da saaledes den sædvanlige Lavshjælp ved indtrædende Dødsfald viste sig utilstrækkelig, kunde man godt finde paa det i saa Henseende For- nødne. Man oprettede særlige Lavs-Ligkasser. Det gjorde Kjøbenhavns