Tycho Brahes Fortjenester Af Astronomien
en populær fremstilling

31 Centrum, men at Jorden befinder sig noget udenfor Centrum, samt at den Linie (Apsidelinien), der for- binder de to Punkter, hvori Maanen er nærmest ved og fjernest fra Jorden, bevæger sig Himlen rundt i fremadskridende Retning (fra Vest til Øst) i knap ni Aar. Som Følge af, at Jorden ikke staar i Banens Centrum, synes Bevægelsens Hastighed ujævn, og Hipparch havde i det andet Aarhuudrede f. Kr. bestemt den største Forskel imellem Maanens Middellængde og sande Længde til 5° l1. Hans Maaneteori var grundet paa Maaneformørkelser iagttagne i Babylon og Alexandria, og den stem- mede derfor godt nok med de observerede Steder af Maanen ved Ny- og Fuldmaane. Hipparch fandt derimod, at ved føi'ste og sidste Kvarter svarede de beregnede Pladser ikke altid til de iagttagne, men af Mangel paa tilstrækkeligt Materiale lykkedes det ham ikke at finde Loven for den »anden Uregelmæssighed«. Ptolemæus var heldigere i saa Henseende, og han viste, at naar Maanen var i Kvadratur og paa samme Tid nærmest ved eller fjernest fra Jorden, saa behøvede Teorien ingen Korrektion, men der var en kendelig Fejl deri, naar det traf sig saa, at Maanen var i Kvadratur og paa samme Tid halvvejs imellem det nærmeste og fjerneste Punkt af Banen. Denne »anden Uregelmæssighed«, nutildags kaldet Evektionen, skyder, naar den er størst, Maanens Plads 1° 16' frem eller tilbage; Ptolemæus fandt 1° 1972'. Saa meget kunde altsaa Tycho Brahe læse sig