90
1) Hvede.— Naar Hvedekornet knuses mellem
Mollestenene og derpaa sigtes, adskilles det i to Dele —
Klid og Meel. Kliden er Kornets ydre, haardere
Deel, der ikke saa let lader sig knuse, og naar det
dog fleer, giver Melet en mørkere Farve. Det sig-
tes derfor almindeligviis fra af Molleren og bmges
til at fode Heste, Sviin og andre Dyr met), eller an-
vendes endog paa Jorden som Gjodning.
Blander man Melet med en Vandmængde, der-
er tilstrækkelig til aldeles at gjennemblode det, klæbe
de enkelte Dele sig sammen og danne en jævn, ela-
stist og sejg Dej, der til en vis Grad lader sig trække
ud og fan æltes i forstjellige Former. Lægges denne
Dej i en Si eller paa et Stykke Musselin og bear-
bejdes med Haanden, idet man hælder Vand derpaa,
saalænge dette gaaer mælkesarvet derigjennem, saa
bliver der tilsidst tilbage i Sien et hvidt, klæbrigt
Stos, der i hei Grad ligner Fugleliim. Det er dette
Stof, der giver Dejen fin Seighed. Af dets liim-
agtig klæbende Charakteer har det hos Chemikerne
faaet Navn af GlUtin (Liim). Naar det mælkefarvede
Band har klaret sig ved at staa, vil man paa Bun-
den as Karret finde et hvidt Pulver, der er alminde-
lig Hvedestivelse. Hvedemeel indeholder saaledes to
Hovedstoffer, Glutin og Stivelse. Af det forste inde-
holder hvert 100 Pund flint engelsk Meet omtrent
10 Prmd og af det sidste omtrent 70 Pund.
Klid, GlUtin og Stivelse ere saaledes fordeelte
i den modne Kornkjærne: Äderst ligger et Hylster, der