Ill
sig fra vort Brødkorn og andre Kornarter og Redder
ved at indeholde en mindre Mængde af den Bestand-
deel, der svarer til Hvedens Glutin. Og ved Bm-
gen af dem alle angives paa en mærkværdig Maade
deres chemiske eller fysiologiske Lighed efter den Iagt-
tagelse, at de Folkestammer, der leve udelukkende eller
endog blot fortrinsviis af disse Plantefrembringelser,
udmærke sig ved deres store og fremftaaende Maver.
Hinduen, der lever af Nlis, Negeren, der lever as
Pisang, og Irlænderen, der lever ubchiffcnbe af
Kartofler, beskrives alle som mere eller mindre tyk-
mavede. Denne Ejendommelighed maa tildeels, an-
tager jeg, tilskrives Nødvendigheden as at spise en
stor Masse Fede, for deraf at Uddrage den til Lege-
mets nødvendige Forsyning tilstrækkelige Næring. Og
at denne vanskabte Legemssorm er noget mindre frem-
trædende hos den irste Kartoffelspiser end hos den
pisangelskende Neger eller selv hos den riissiUgende
Chineser og Hindu, maa sandsynligviis Udledes af
den noget storre Glutinmængde, Kartoflen indeholder.
En mærkværdig Omstændighed, hvorved de sidst-
omtaltc Meelsorter adskille sig fra hverandre, er Stor-
relsen af deres Stivelsekorn. I Kartoflen cre de
meget store, saa de Undertiden have en Længde as
to eller tre TUsindedele af en Tomme. I Pisangen
ere de vel anseelig storre end Kornene i Hvede og
Mg men dog i Gjennemsnit ikke halv saa store som
Kartoflens; medens de i Niis ere kantede og have
en gjennemsnitlig Diameter af mindre end een Fem-
tUsindedeel Tomme.