235
sukker, Honningsukker, Frugtsukker og Kartoffel- eller
Stivelsesukker.
1) Druesukker. — Naar den modne True
tørreéi i Lnsten, danner den den velbckjcndte -pan-
delsrosin. Naar denne Rosin aabues, seer man
deri talrige hvidlige, krystalliske, spro Smaakoin,
der ere af en sod Smag. Disse bestaa as det saa-
kaldte Druesukker og ere Grunden til baade Dmens
og Rosinens Sodhed. De oploses let i Band, og
sætter man Gjær til Oplosningen, komme de snart
i Gjæring.
Resultatet af denne Gjæring er først en spmtuos
Vædfle, der ligner svag Viin, og siden, naar <"sæ-
ringen strider frem, en (mir Vædfle ligesom sum
Viin eller Viineddike.
I Syrien laves af Drnesaften et sodt Stos.
Det bestaaer hovedsagelig as Druesukker og udfores
til Wgypten under Navn as Dips eller Dibs.
2) Honningsukker. — Bien har længe været
bekjendt og beundret tør sin Flid, og dens Honning
nydt som en Luxusgjenstand. Denne Honning dan-
nes eller afsættes naturlig i Blomsternes Kalke og
hentes derfra af de arbejdende Bier. De bringe den
ind i deres Honningmave, der er en Udvidelse as
Struben (oesophagus), og as dette Gjennnefted
hulke de den atter op, naar de ere komne tilbage til
Kuben. I Mellemtiden midergaaer den rimeligviis
nogen Forandring ved at blandes med de Bædfler,
der afsondres i Insektets' Mund og Mave — saa at
Honningen, vi tage i ftuberne, ikke ganske er i samme