261
bryde Sukkerkogerne op til Skoven, iibruftebe med
en stor Kjedel, nogle Osekar og andre Redskaber,
deres Oxer og et Forraad as Levnetsmidler. Hvor
Ahorntræerne sindes i störst Mængde, bygge de sig
en Hytte, gjøre Indsnit i saa mange, som de knnne
besoge to Gange om Dagen for at indsamle Saften,
koge Saften, til den naaer Krystallisationspunktet, og
hælde den i aflange Former, hvori den størkner.
Paa denne Maäde laves i Dalen ved Chaudwre
Undertiden fra 3000 til 5000 Pnnd Snkker i en Tid
as to Maaneder ved et eneste Hold af to eller tre Mand.
Det er en ejendommelig Omstændighed ved denne
Træsasts chemiske Historie, at den forste, der flyder
en Tidlang, efter at Indsnittet er gjort, er klar, farve-
los og Uden Smag. Naar ben har staaet en Dag
eller to, bliver den sod; og faa Dage efter, at Saf-
ten er begyndt at lobe, flyder den sod Ud af Træet.
Den sidste Saft, Træet giver, er tyk og leverer et
simplere Suffer. Kogt med Omhll i glaserede Leer-
far, leverer den klare Saft paa een Gang et smukt
hvidt Sukker, især naar den drypper godt "af i For-
merne og bedækkes med Leer, som man -jsr ved al-
mindeligt Topsukker. I den rene hvide Tilstand kan
det ikke skjelnes fra raffineret Rorsukker. Det ftem-
mer overeens med recnt Rorsukker i alle dets Egenffaber.
Til Brug i Hnset foretrækker man ialmindelighed
Sukker af en brun, ofte endog af en mørkebrun Farve,
paa Grund af den stærke Ahomsmaa, det har. Oin-
endskjont denne Smag er ejendommelig og derfor
nv for den Fremmede i Nordamerika, bliver den dog
snart meget yndet as ham. Det brune Sukker horer
til Nedrecanadiernes daglige Næringsmidler. Paa
Fastedagene spise de hellere Brod og Ahornsukker
eller Ahornhonning, som Melassen af" dette Snkker
kaldes, end Fisk. Om Foraaret, naar der er Over-