316
kun een Gang i ti Aar, og det er som ved Palme-
viin af Blomsterstænglen, at Saften uddrages. I
Plantningerne vaager Indianeren med Omhu over
hver Plante, naar dens Blomstringstid nærmer sig,
og just idet det midterste Skud eller Blomsterstænglen
er i Begreb med at komme tilsyne, gjor han et dybt
Snit og tldstjærer hele Hjertet (el corazon) eller
Stængelens midterste Deel, idet han kun lader den
yderste Bark tilbage. Herved dannes et naturligt
Äassin eller en Kilde omtrent to Fod dyb og halv-
anden bred. Saften, der var bestemt til at ernære
Skuddet, flyder saa hmtig i denne Kilde, at det cr
nødvendigt, at udtomme den to og undertiden tre
Gange om Dagen. For at lette dette Arbejde crc
Bladene paa dm ene Side flaarne bort og Midt-
bassinet blottet.
Den udflydende Saft har en meget sod Smag
og intet af den Ubehagelige Lagt, som den siden
faaer. Den kaldes Aguamiel eller Honningvand.
Den gjcerer as sig selv, og en ringe Mængde gammel
gjæret Saft bringer hurtig den friste Saft i Gjcrnng,
ligesom Snrdej gsvr ved nylig lagt Dej. Det er
derfor sædvanligt at sætte en Portion Saft til Side
at gsære for sig selv i ti eller femten Dage og
at komme en Smilte heraf i hvert Kar frisk Saft.
Herved frembringes Gjceringen strax, og i Lobet af
fireogtyve Timer bliver den friste Saft til Ptllque
og fnldkommen færdig til at drikkes. En god Ma-
guey giver fra fire til halvottende Pot om Dagen