212
II. Om Jord spisning. -- Til den besyn-
derlige Lyst at nyde usædvanlige Ting maa vi
ogsaa henregne den Skik at spise Jord eller Leer,
fom finder Sted hos enkelte Folkestammer. Endfljont
Iordspisning ikke viser sig saa umiddelbart giftig som
Nydelsen as Arsenik, maa den dog uden Tvivl ligeover
for vore sædvanlige, evropceifke Konstitutioner have en
stadelig Indflydelse paa Legemets Sundhed; men om
Guinea-Negerne i Vestafrika har man længe vidst, at
de spise en guulagtig Jordart ved Navn CaoUac,
hvis Lugt eller Smag er tem meget behagelig, og
som iovrigt ikke skal virke skadeligt paa bcm. di ogle
hengive sig saa stærkt til Nydelsen deraf, at den
bliver dem en Slags Livsfomodenhed — ligesom
Arsenik for den stejerske Bonde eller Opimn for den
tyrkifle Theriaki — og ingen Strafs formatier at af-
holde dem fra den Bane at spise Jord.
Naar Guinea-Negrene i forrige Tider bleve forte
til de vestindiske Oer som Slaver, bemærkede man,
at de bibeholdt den Skik at spise Jord; men de
amerikanske Ders Caouac eller den SUbstants, som
de stakkels Negere i deres nye Hjem sogte at sætte
lstedetfor den asrikanste Jord, indvirkede stadeligt paa
de Slavers Sundhed, som fortærede den. Der blev
as den Grund allerede for længe siden udstedt Forblld
mod denne Skik, og den finder sandsynligviis ikke
mere Sted i vore vestindiske Kolonier. Paa ))iar-
tinique blev der ciibnu i Aaret. 1751 paa Äliartedcrne
hemmelig solgt en Slags rod I ord og en guulagtig
Leer; men Brugen deraf er nu rimeligv iis ogsaa ophort