Panama-Canalen i 1912

3 gen syntes optagen heraf. Tiltrods for de store Udviklings- muligheder, som Byens betydelige Handel og Skibsfart med det rige Opland bag sig og det blomstrende Cuba foran sig frembyder, er der ikke det Opsving at mærke, som man kunde vente sig her. En vis Langsomhed — for ikke at sige Sendrægtighed — slaar en i alle Forretningsforhold; en syd- landsk Ladhed og „laisser-aller“ gør sig gældende overalt. Jeg henleder Opmærksomheden herpaa for at fremhæve Contrasten imellem den Døsighed og Slaphed, der lagde sig for Dagen paa dette Sted, som har været under directe Paa- virkning af amerikansk Civilisation og Foretagsomhed siden Unionens Dannelse, d. v. s. i over 130 Aar, — og den mærke- lige Præcision, Energi og uegennyttige Kappelyst, som hver enkelt hvid Arbeider udviste under de i Løbet af knapt 8 Aar ud af „Jungle“krat og Malaria-befængte Sumpe med Jern- villie tilveiebragte, ikke alene betryggende men endog til- lokkende Livsbetingelser paa Panamatangen. Amerikanerens Arbeide som Pioneer kan vel i det Hele taget siges at være tilendebragt i de Forenede Stater. Landet er vel forsynet med Jernbaner i hele sin Udstrækning. Det er derfor interessant at se denne rastløse Nation i en ny Generation atter tage et Livtag med Naturkræfterne og, saa- vidt man kan dømme, nu atter gaar seirrig derfra. Der er dem af den ældre Generation, som hævde, at Bygningen af den første Bane ud til Stillehavskysten for omtrent 50 Aar siden — da hver Smule Materiale, ja endogsaa Vand, maatte transporteres til Arbeidernes Forpostleir — var noget ganske anderledes imponerende, end hvad man nu ser udført paa Panamatangen, samt at, medens det første Arbeide skete paa privat Initiativ og med privat Capitalens Risiko, staar der bagved Panamacanalen det amerikanske Skatkammer, hvis