BØDDEL OG KIRURG

■Kl 6 sig at kurere ham, hvis man straks vilde føre ham til hans hus i købstaden, thi ellers kunde han ikke leve 24 timer længere. Dette blev straks resolveret og Brinck bragt i en portechaise til byen i skarp- retterens hus, hvilken da og, næst Gud, hjalp ham som en brav mand. Enkelte steder blev dette forhold endog lovmæssigt ordnet. Indtil barberamtet i Slesvig blev oprettet i 1646, havde skarpretterne givet sig af med både indven- dige og udvendige kure; nu blev efterhånden denne virksomhed indskrænket til at sætte lemmer i led og at foreskrive »skarpretterplaster«. I Lauenburg ud- kom i 1661 en forordning, der tillod badere1) og skarprettere at behandle benbrud og luksationer, men i øvrigt forbød dem at gribe ind i bartskærernes rettigheder. I Preussen ordnede kurfyrst Frederik Vilhelm den store 1685 medicinalvæsenet ved et edikt, i hvilket der gaves regler for hadernes, brok- snidernes og skarpretternes kirurgiske virksomhed; og hans søn Frederik I gjorde endogså skarpretter Coblenz til sin livkirurg. Ved Frederik Vilhelm I medi- cinalordning 1725 blev dog de skarpretterne — die Schinderdoctoren — tilståede rettigheder helt ophævede. Hvor almindelig bekendt og anerkendt denne virk- somhed har været, ses bedst deraf, at to af Tysk- lands største digtere omtaler den i deres livserindringer. I »Aus meinem Leben« (XIII bog) fortæller Goethe: x) Foruden at give bade havde baderne i reglen ret til i deres eget hus at behandle de samme tilfælde som bartskærerne, men ikke uden for dette, og de måtte ikke udhænge barberskilte.