BØDDEL OG KIRURG

7 »Einer unser vorziiglichen Sachwalter erwarb sich den höchsten Ruhm, als er einem Scharfrichtersohne den Eingang in das Kollegium der Aerzte zu erfechten wusste«. Rimeligvis er det den dr. Hoffmann, hvem collegium medicum i Frankfurt i 1766 nægtede op- tagelse — skønt han samme år havde taget doktor- graden i Strassburg — fordi han var søn af en skarp- retter; først efter flere års proces måtte kollegiet bøje sig. At i Tyskland mange skarprettersønner blev kirurger og læger, fremhæves udtrykkeligt af en tysk medicinalhistoriker i 1904; han føjer til: »so peinlich das auch ist«, et pinligt snæversind i sam- menligning med Goethe’s store frisind langt mere end hundrede år tidligere. Heinrich Heine har ydet et endnu ejendommeligere bidrag, men det er ganske vist fortalt på anden hånd med digterisk frihed efter et barns erindringer; i al dets gribende mystik bærer det dog tydeligt præg af virkelig oplevelse. I »Memoiren« fortæller Heine om sin 16 års kær- lighed til skarpretterdatteren Josepha, den skønne, rødlokkede »Sefchen«, og om hendes tante »die Göch- in«, som efter sin skarprettermand havde arvet op- skrifter på mange hemmelige lægemidler, ikke mindst elskovsdrikke, som hun godt forstod at udnytte. Heine giver her efter »Sefchen’s« skildring et fængslende billede af bedstefaderens gamle velhavende skarp- retterhjem med al dets knugende ensomhed og af- sondrethed fra omverden og ender med en gribende skildring af den nat, da tolv gamle skarprettere samles i haven for under suk og tårer at begrave det sværd,