BØDDEL OG KIRURG

54 Fra at virke som rakker og til at blive dyrlæge var springet som sagt ikke større end fra bøddel til kirurg; når bødlen imidlertid hørte op med at være rakker, måtte også dyrlægevirksomheden ophøre, og efterhånden lykkedes det virkelig bødlen at lægge et svælg mellem sig og sin knægt, at blive et anset, næsten »ærligt« medlem af samfundet, medens rakke- ren stadigt vedblev at være lige foragtet og »uærlig«; det er navnlig arbejdet med at flå døde dyr og ned- grave dem, der danner skellet. Forgæves kæmpede regeringen i en række år en ihærdig kamp mod denne fordom, indtil den fik en uventet, skæbne- svanger hjælper i den store kvægpest, der fra 1745 til 1781 hærgede hele landet og bortrev flere hun- dredetusinder af hornkvæg; over for denne ulykke måtte befolkningen, omend ofte med uvilje, give tabt og selv tage fat på nedgravningen af de utallige dyre- lig, der lå overalt og forpestede luften, og som det var de enkelte lokale rakkere plat umuligt at få nedgravede. Efterhånden vænnede befolkningen sig så til selv at tumle med de døde dyr, så at stift- amtmand O. H.-Guldberg i Århus i 1792 kunde ud- tale: »Med andre kreaturer end heste gør man sig, især siden kvægpesten, hverken i købstæderne eller på landet nogen betænkelighed i vore egne.« Men endnu er der vistnok nogen standsforskel mel- lem en almindelig slagter og en hesteslagter. skaffe attest fra en anerkendt dygtig skarpretter for, at de er i stand til at udføre eksekutioner m. m. eller bevise, at de er i stand til at stille en dygtig stedfortræder hertil.