Om Tørlægning Og Bevanding I Theori Og Praxis

13 alene, der oprindelig har bragt mig paa det rigtige Spor. Jeg kommer nu til det andet Tvillingfag: Vandingen. Det kan ikke undre nogen, at de ovennævnte Erfaringer med Hensyn til Brugbarheden af Af- vandingens «Theori» ogsaa a priori maatte gøre mig mistroisk overfor Vandingens, og det varede ikke længe, inden jeg ogsaa her overbeviste mig om, at der var «something rotten» ved Principerne. Det ved Undervisningen gennemførte almindelige Princip for Overrislingen var, at denne skal ske ved «vandrette» Render, «i hvilke man bringer(!) saa meget Vand, at de vedblive at strømme over.» Da dette Vand imidlertid tilføres paa et enkelt Punkt og atter skal afgives langs hele Rendens Længde, saa er det givet, at der maa finde en Strøm Sted i Rendens Længderetning; heraf følger, at Vand- spejlet ikke mere bliver horizontalt og altsaa Ren- dens Beliggenhed heller ikke kan være dette, om den skal afgive en jævn Overstrømning paa hele Længden. Mine første Bekendtskaber med ældre Vandings- anlæg, med Hensyn til hvilke jeg blev konsuleret, viste mig snart en Række andre, store, praktiske Mangler ved de nævnte Horizontalsystemer, nemlig de utallige Dæmninger og Sluser, som skulle tjene til Vandbevægelsens kunstige Regulering, saa- vel i selve Tilledningskanalerne som fremfor alt i de saakaldte Flytterender — de i Faldretningen