Om Tørlægning Og Bevanding I Theori Og Praxis

14 liggende Tilførselsledninger, i hvilke for hver Etage fandtes Afspærringer, der i de sjældneste Tilfælde vare blot nogenlunde i Orden, og hvis Vedligehol- delse krævede ganske betydelige, stadige Udgifter. Jeg stillede mig derfor aldeles theoretisk den Op- gave for Øje, det her gjaldt at løse, nemlig at til- vejebringe et System, efter hvilket den én Gang i Hovedkanalen indladte Strøm var i Stand til aldeles automatisk selv at besorge sin Fordeling uden al vidtløftig, kunstig Regulering med Opsynsperso- nale, Stemmeværker o. s. v. Det blev mig snart klart, at Spørgsmaalet maatte være løst, saasnart blot Profil, Dimensioner og Faldforhold paa hvert enkelt Punkt af Kanal- systemet var saaledes afpasset, at den dertil svarende Maximal-Vandføring pro Secund (for hel Fyldning af Profilet) netop udgjorde den Vand- mængde, der udfordredes til Vanding af den endnu resterende Del af Vandingsarealet. Naar man tænker sig at følge med Strømmen ned ad Kanallinjen, saa skal Vandføringen i et Profil i en vis Af- stand nedenfor et andet altsaa netop være saa meget mindre, end den ovenfor liggende, som det Antal Litre, der forbruges af den Flade, som er beliggende mellem de to Punkters respective Fald- linjer; dette er opnaaet, naar Strømmen har bevæget sig jævnt i et fuldt fyldt Profil hele Vejen, thi saa er den mistede Vandmængde faktisk bleven trængt ud over Rendens nedre Rand og har saaledes «selv vandet» det tilsvarende Terrain.