Gaflen

54 TIDSSKRIFT FOR KUNSTINDUSTRI. dette skete ved at sætte en Jægergaffel over Vilddyrets Hals og holde dets Hoved nede ved at drive Grenene fast i Jorden. Gaflen har ogsaa tjent til Menneskefangst, idet dens Grene formedes elastiske og forsyne- des med Modhager, for at omfatte Arme, Ben eller Hals, saaledes at de ikke kunde frigjøres uden af Fangstmanden. Senest vare disse Vaaben i Hænde paa de Malmø Natvægtere, og de viste deres fængslende Natur en Gang, da Kunstnerforeningen af 18de November aflagde et Besøg paa en Maleriudstilling i vor Gjenboby. Vi vare unge, og Malmøboernes Gjæste- venskab og stærke Punsch forvandlede beskedne Ynglinge til larmende Noktambuler uden al Skamfølelse for disharmonisk Opstyr i Sang og Tale. En af Vore, der senere bar et smukt Navn i Kunsten, fik Gaflen at prøve om sit ene Ben og førtes i Hægte, berøvet de sidste Rester af Ligevægt og Holdning. Nationalmuseet ejer et smukt Exemplar af dette Redskab, der sandsynligvis har tjent til Krigsbrug (Fig. 39C). I Malmø hedder det Saxen. De_ældste Haandskydevaaben, Feltslanger og Musketter, vare saa tunge, at frit Anlæg blev umuligt. Musketeren førte derfor en Anlægsgaffel med sig (Fig. 39 A). I Frankrig havde man endog Kavalleri med et saadant Anlæg paa Sadelknappen. Fig, 40. Fransk Ristegaffel. Gaflen til Kjøkkenbrug som Redskab til at tumle de store Kjødstykker eller til at riste dem paa er meget gammel. Iliadens 463 de Vers siger, hvor Talen er om Stegning paa Baal af en Offeroxe: trindt Svendene stod femflenede Gafler i Hænde. Udgravninger paa den appiske Vej, ved Pæstum og Longchamps (Departementet Eure i Frankrig) have godtgjort, at Ro- merne kjendte den, og af Middelalderens Inventarier fremgaar, at den vedblev i stadig om end ikke hyppig Brug. Dens tyske Navn var Krduel (Kralle, Klo). Fig. 40 viser en fransk Ristegaffel af sindrig Form og Fig. 41 et Udvalg af franske og flanderske Kjøkkengafler i smagfuldt og rigt Smedejærns Arbejde. Bordgaflen er af yngre Oprindelse. Romerne kjendte den endnu ikke. Saavel de som Grækerne fik Maden serveret ituskaaren, og de spiste med Fingrene. Der anvendtes Finger- hætter (digitalid), for ikke at brænde sig paa det altfor Varme, eller man brugte Spisepinde. Grimm mener i sin Ordbog, at de smaa Bordgafler ere udgaaede af de store Kjøkkengafler, og at de derfor fik deres ældste Navn diminutivt: Gobelin, som vi kjende i Gofling (Skaane). Af det latinske Navn furca kom Fransk fourchette, Engelsk fork, og i alle disse Sprog er det ogsaa Tvegeformen, der har været bestemmende. Første Gang, Bordgaflen nævnes i Litera- turen, er hos Petrus Damianus (f 1072), der beretter, at en byzantinsk Prinsesse bragte det første Exemplar til Venezia. Han taler med Iver mod denne kvindeagtige Ting, og regner det for umandigt at bruge andet end sine Fingre. At Gaflen for første Gang viser sig i en halvt østerlandsk Kvindes Haand, er mærkeligt, da Orienten aldrig har kjendt den og endnu ikke har indladt sig paa at optage den. Det er et helt vesterlandsk Redskab og har ingen- sinde naaet udenfor de Omraader, som den europæiske Kultur har underlagt sig.