Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

102 ligeledes endnu 4 Gaardes Jorder ligge i Feelledskab; hvilket er saameget mere at undres over, som disse Gaardes Jorder ere aldeles eensartede, og alle fire afbrændte i 1808. De vigtigste Anstodstcne for Udskiftning og Udflytning fandt alcsaa paa den Tid ikke Sted, og dog opbyggedes alle sire Gaarde ester Branden i Byen, ved den ene Ende af Marken. I samme Sogn, Riisbye Bye, findes 80 Tdr. L>, som endnu bruges i Fællig af 18 Lodseiere. Da Udskiftningen endnu ikke har funden Sted, saalænge efterat den er tilendebragt paa de andre Steder i Amtet, saa er det rimeligt, et det endnu kan vare længe inden den bliver foretagen. Besynderligt træffer det sig iovrkgt at der netop ffal være lige saa mange Fcestegaacde som Selveiergaarde, med hvilke dette er Tilfælde, og at Beliggenheden fra Kjobenhavn er saa forffjellkg fra 8 til 2 Miles Afstand. Locale Forhold kunne ikke vel have for; anlediget dette, i det Mindste er det ikke Tilfældet med de sire Vrid- lose-Lille Gaarde. Udskiftningen og dens Folger. Der var en Tid da man antog, en Stats indvortes Styrke bestod i Folkemængden, og da det statsoeconomiske Problem var at skaffe saamange Mmneffer tilveie som muelkgt; hertil var da en fort- sat Udstykning af Jorderne et af de sikkceste Midler, som ogsaa saa- vidt mueligt er bleven anvendt. Der gives endnu Mange der mene, at det vilde være en sand Fordeel for Landet, at der kunde leve saa» mange Menneffer som mueligt, hver af sin lille Lod; thi i saa „nærings- los en Tid som denne" — saaledes lyder jo den gamle Vise, der til Væmmelse hores gjentagen — er det jo godt at saamange Mennesker som mueligt blive forsørgede; hvor glædeligt altsaa at f. Ex. 10 Familier kunne leve paa den Lod, der for kun afgav Underhold til een. Det gaaer formeenllig hermed omtrent som med Embedsklassen, ved hvilken der meer synes at være tænkt paa hvormange Embeds-Familker, Landet kan give det tarveligste „daglige Brod", end hvormange Embedsmand, der ere nødvendige til nt bestride Forretningerne. De ere jo dog forsørgede for deres Levetid, og jo flere der have Levebrod desto bedre. Efter denne Anskuelse bliver Reglen: jo flere Parcellister og jo flere Embedsmamd, desto lykkeligere er Landet; imidlertid er det meget at frygte, at dersom Systemet drives noget videre, vil der vel ikke blive