Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

ill "ller. „Jord var til den Tid i faa ringe Priks, og Bonden saa forarmet, at Kongen maatte bortskjænke for Intet den frie Hoved- gaardstaxt og give hver Arvefæster 100 Nd. t Penge til Hjelp til Bygningers Opførelse. De forste Beboere vare Huusmænd paa Godset. Disse Gaarde ere siden den Tid voxede saaledes i Værdi, at en af disse Hovedgaards-Parceller betales nu efter Bygningernes og Loddernes Godhed med 8-10-14000 Rd. Der betales af hver Gaard eller Parcel paa 5 Tdr. Hartkorn den ringe staaende Af- gift af 30 9ibb. om Aaret, og de ere iovrigt frie for alle muclige Byrder, Afgifter og Paalæg paa Hartkornet." See Begtrups Be- flrivelse over Agerdyrkningens Tilstand, 1 D. 142. Med Hensyn til Skatter ere disse Parceller, som forhen anført, undergaaet nogen For- andring, ogsaa er ?lntallet af dem blevet forandret, saa der nu er 15 Selveiergaarde, samt omtr. 50 Huse deels med, deels uden Jord. Den storste Gaard har et Tilliggende af 140 Tdr. L. Uden at tale om, at det seer lidt besynderligt ud, at Regjeringen giver 1100 Rd. for at blive af med en Eiendom, den har kjobt for 22000 Rd., vil Enhver, endog uden at kjende til den Usselhed, der hersker iblandt Mængden af disse smaae Lodsekere, kunne indsee, at denne saavidt drevne Udstykning ingenlunde kan kaldes „en gavnlig Forandring, der har havt de mest heldbringende Folger." At omdanne en betydelig Hovedgaard, der kunde give en heel Deel arbeidende Familier passende (zortjeneste, til en Fatt.gcolonie, der almindelig begynder med at op- amme Elendighed, og ender med at fostre Forbrydelser, kan vistnok ikke kaldes en gavnlig Forandring. Dette er den Feil, der næsten overalt er begaaet med Udstykningen, at der intet Hensyn er taget til om Egnen kunde tilstrækkeligt beskæftige det storre Antal Mennefler, der fremlokkedes ved den; man har troet at Folkeformerelscn i og for sig var" stort Gode. Men det er hverken til store Godseiere eller til Par- cellister og Huusmænd Landet trænger for at stride frem til Velstand og indre Styrke ved et fortrinligere Agerbrug, det er ved en tænkende, uaf- hængig og oplyst Middelstand af Landmænd dette skulde og kunde hæves; men dette kan aldrig blive Tilfælde saaloenge Landbo«-Lovgivningen vmiffeliggjor Dannelsen af storre Gaarde, medens den opmuntrer til cn vidtdreven Udstykning. Giv Landmanden Frihed til at udvide og indskrænke det Areal han skal dyrke efter sin Formue, og der vil