Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

186 17. LEvre Markfred. Hegn. ^)aa det fremsatte Sporgsmaal om Bønderne endnu opgive TEvret, maa for Størstedelen af Amtet svares: Ja! — Hvor delle ikke er Tilfældet kan det betragtes som Undtagelse. Men det er imidlertid et glædeligt Tegn, at Markfredens Gavnlighed meer og meer bliver indlysende for Bonden, og dette vil langt bedre end noget Lovbud, hvis Overholdelse er saa vanskelig, modarbekde den fladelige Uffik, at lade Kreaturenr ubevogtede drive om hele Efterhosten og Efteraaret, en Uskik der ikke strax kunde ophore med Fællesskabet, der har frem- kaldt den. Hvad der maa antages særdeles meget at have bidraget til at denne Uffik tt vedbleven saa længe, er, næst gammel Vane og Slendrian, den hoist ufuldkomne Udskiftning, der mange Steder gjor Indhegning umulig, eller i det mindste uoverkommelig i een Mands Levetid. En anden Aarsag hertil kan med Rimelighed soges i det lave Cultur-Trin, paa hvilket Bondens Agerbrug staaer; thi herved bliver Afbenyttelsen af 2Evret, som altid maa være fordeelagtig, uund- værlig; og da Agerbruget i et heelt Sogn almindeligviis staaer paa samme Trin, er der ingen Grund til at bebyrde sig med at holde Krea- turene paa hver Mands egen Lod; thi det er kun Vintersæden (der for Wvrets Skyld saaes sildig) og den Unge Klover disse ffulde kunne skade; men den Skade der anrettes, opvekes, efter Bondens Formening, fuldkommen af den Nytte han har af Mvret. Denne Anskuelse fremsættes i en af de indkomne Indberetninger, hvis Ord derfor for- tjene at anføres paa sit Sted. Det maa forekomme den Uhildede, at den Skade TEvrets Opgivelse foraacsager, ikke saameget hidrører fra den, der virkelig tilfokes, som fra den Hindring for et bedre Ager- brug derved foraarsages; men denne er saa betydelig nt enhver dygtig Landmand af alle Kræfter vil stræbe efter at erholde Markfred, og med Strenghed bor benytte ethvert Middel, Lovene hjemle, for at forskaffe sig den. Kunde Bonden beregne sin sande Fordeel, saa