Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande
Forfatter: Lauritz Jacobsen, Dorothea Heckscher, Poul Dohlmann, J. C. Stocholm, Clinny Dreyer
År: 1906
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Nordisk Forlag
Sider: 302
UDK: 689
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SNEDKERARBEJDE
147
gaar op igennem Hullet, hvorfor Kilen ikke maa fylde det helt.
Den ligger derfor op mod en Fals og er tilmed udskaaren i en
Runding forneden for ikke at gøre for stor Modstand mod Spaanens
Gennemgang. Fortil paa Høvlen sidder som Regel et Haandtag,
som kaldes »Næsen«.
Hovedmassen af det overflødige Træ afskrælles med Skrubhøvlen,
hvis Jern har en afrundet Æg; men man kan meget godt bruge en
halvt ødelagt Siethøvl til dette grovere Arbejde. Som Regel høvler
man paa langs ad Træet; men for at sikre sig, at man ikke laver
Hulheder paa enkelte Steder, kan man af og til tage et lille Strøg
paa tværs. Det samme opnaas dog bedre, naar man lægger den
ene Kant af Høvlen paa tværs ad Træet og kigger under den ud
mod Lyset; selv den mindste Fordybning kan da ses. Naar män
paa denne Maade har faaet Fladen nogenlunde plan, maa den af-
glattes med Slethøvlen. Af Ydre ligner den ganske den forrige; men
for at Jernet ikke skal rive Splinter op, staar det meget tæt op til
Hullets Forkant, saa at en fin Spaan netop kan passere. Man for-
staar nu, at naar en Siethøvl med Tiden maa degraderes til Skrub-
høvl, er det af samme Aarsag, som gjorde Munchausens Mynde til
Gravhund, nemlig Slid. Hullet udvider sig jo stærkt opad, og efter-
haanden som den nederste Flade (»Saalen«) slides, vil Sprækken
blive større og større. Tillige ses her et Eksempel paa, at Re-
gynderens største Ærgrelser meget ofte bunder i, at Værktøjet er
for godt til ham. Da han ikke har tilstrækkelig Øvelse i at ind
stille Jernet fuldstændig nøjagtig, vil Høvlen enten slet ikke tage fat,
eller Spaanen bliver saa grov, at den stopper Hullet. Det sidste
mærkes meget snart paa, at Høvlen bevæger sig i smaa Hop; men
selv om Jernet virkelig har den rette Stilling, kan en Høvl godt
være meget drilagtig, bl. a. naar man har arbejdet i fedt Naaletræ,
og der har sat sig lidt Harpiks paa Kanten af Sprækken; alle de
senere Spaaner vil da hænge i, og det kan være ret vanskeligt
senere at faa Høvlen ren.
I saa Tilfælde maa man »slaa Høvlen op«, idet man holder
den i Haanden og giver den et raskt Slag med en Hammer paa
Endefladen (»Hælen«), Kilen springer derved løs; baade den og
Jernet udtages, og Hullet renses; hvis der er afsat Harpiks, skrabes
Stedet forsigtig med en fin Kniv. Høvlen samles igen ved, at man
sætter den paa et Underlag, stikker Jernet i og fæster Kilen ganske
løselig. Ved smaa Slag paa Jernet kan man — efter at have taget
Høvlen i Haanden — drive Jernet en lille Smule frem, indtil man
ved at sigte paa langs henad Saalen forfra kan se Æggen i en Sy-
traads Tykkelse. Derefter gøres Kilen helt fast med et Par Slag,
indtil Slaget giver en ren og skarp Lyd.
At Høvlen stopper, kan dog ogsaa undertiden skyldes Kilen, der
gaar for langt ned, og Tilstopningen begynder da altid ude ved
Siderne. Kilens to Flige maa da forkortes noget, men afskæres