Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

Forfatter: Lauritz Jacobsen, Dorothea Heckscher, Poul Dohlmann, J. C. Stocholm, Clinny Dreyer

År: 1906

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Nordisk Forlag

Sider: 302

UDK: 689

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 316 Forrige Næste
SNEDKERARBEJDE 147 gaar op igennem Hullet, hvorfor Kilen ikke maa fylde det helt. Den ligger derfor op mod en Fals og er tilmed udskaaren i en Runding forneden for ikke at gøre for stor Modstand mod Spaanens Gennemgang. Fortil paa Høvlen sidder som Regel et Haandtag, som kaldes »Næsen«. Hovedmassen af det overflødige Træ afskrælles med Skrubhøvlen, hvis Jern har en afrundet Æg; men man kan meget godt bruge en halvt ødelagt Siethøvl til dette grovere Arbejde. Som Regel høvler man paa langs ad Træet; men for at sikre sig, at man ikke laver Hulheder paa enkelte Steder, kan man af og til tage et lille Strøg paa tværs. Det samme opnaas dog bedre, naar man lægger den ene Kant af Høvlen paa tværs ad Træet og kigger under den ud mod Lyset; selv den mindste Fordybning kan da ses. Naar män paa denne Maade har faaet Fladen nogenlunde plan, maa den af- glattes med Slethøvlen. Af Ydre ligner den ganske den forrige; men for at Jernet ikke skal rive Splinter op, staar det meget tæt op til Hullets Forkant, saa at en fin Spaan netop kan passere. Man for- staar nu, at naar en Siethøvl med Tiden maa degraderes til Skrub- høvl, er det af samme Aarsag, som gjorde Munchausens Mynde til Gravhund, nemlig Slid. Hullet udvider sig jo stærkt opad, og efter- haanden som den nederste Flade (»Saalen«) slides, vil Sprækken blive større og større. Tillige ses her et Eksempel paa, at Re- gynderens største Ærgrelser meget ofte bunder i, at Værktøjet er for godt til ham. Da han ikke har tilstrækkelig Øvelse i at ind stille Jernet fuldstændig nøjagtig, vil Høvlen enten slet ikke tage fat, eller Spaanen bliver saa grov, at den stopper Hullet. Det sidste mærkes meget snart paa, at Høvlen bevæger sig i smaa Hop; men selv om Jernet virkelig har den rette Stilling, kan en Høvl godt være meget drilagtig, bl. a. naar man har arbejdet i fedt Naaletræ, og der har sat sig lidt Harpiks paa Kanten af Sprækken; alle de senere Spaaner vil da hænge i, og det kan være ret vanskeligt senere at faa Høvlen ren. I saa Tilfælde maa man »slaa Høvlen op«, idet man holder den i Haanden og giver den et raskt Slag med en Hammer paa Endefladen (»Hælen«), Kilen springer derved løs; baade den og Jernet udtages, og Hullet renses; hvis der er afsat Harpiks, skrabes Stedet forsigtig med en fin Kniv. Høvlen samles igen ved, at man sætter den paa et Underlag, stikker Jernet i og fæster Kilen ganske løselig. Ved smaa Slag paa Jernet kan man — efter at have taget Høvlen i Haanden — drive Jernet en lille Smule frem, indtil man ved at sigte paa langs henad Saalen forfra kan se Æggen i en Sy- traads Tykkelse. Derefter gøres Kilen helt fast med et Par Slag, indtil Slaget giver en ren og skarp Lyd. At Høvlen stopper, kan dog ogsaa undertiden skyldes Kilen, der gaar for langt ned, og Tilstopningen begynder da altid ude ved Siderne. Kilens to Flige maa da forkortes noget, men afskæres