Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande
Forfatter: Lauritz Jacobsen, Dorothea Heckscher, Poul Dohlmann, J. C. Stocholm, Clinny Dreyer
År: 1906
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Nordisk Forlag
Sider: 302
UDK: 689
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
METALARBEJDE
195
i Forbindelse med Hindens Kobber og danner en let smeltelig For-
bindelse, mens de øvrige Bestanddele forener sig til flygtige Sloffer,
der damper bort. Af Tvisten trykkes nu Tinnet ned under det
smeltede Klorkobber og breder sig under det over hele det rene
Kobbers Overflade.
Har man let ved at komme til overalt paa en Flade, der skal
fortinnes, behøver man ikke en Gang Tvisten; man lægger blot Tin-
net ovenpaa Genstanden og overgnider hele Fladen med et større
Stykke Salmiak. To saaledes fortinnede Genstande behøver som
sagt blot i ophedet Tilstand at lægges ovenpaa hinanden for efter
Afkøling at være særdeles godt forbundne, og denne Fremgangs-
maade benyttes derfor, naar der ønskes en særlig god Lodning, og
Forholdene overhovedet gør det muligt.
Snellod. Naar her er omtalt Tin, er Ordet brugt som en Fæl-
lesbetegnelse for alle de mere letsmeltelige Loddemetaller, fordi de
alle indeholder Tin i større eller mindre Mængder. Rent Tin (»en-
gelsk« Tin i Modsætning til »Loddetin«) bruges kun til Fortinning
af Kobberredskaber; til almindelige Lodninger bruges som Regel
en Blanding af lige Dele Tin og Bly (Loddetin, »Snellod«), hvilket
giver noget større Styrke end de mere tinrige Forbindelser, der kun
anvendes, naar deres lavere Smeltepunkt gør det nødvendigt. Der
er nemlig den Mærkelighed, at en Legering af 2 Dele Tin og 1 Del
Bly (»Snel«) har et Smeltepunkt, der er et halvt hundrede Grader
lavere end det rene Tins, og det kan derfor lade sig gøre al sam
menlodde to Stykker Tin, skønt det er meget vanskeligt.
Skal man udføre tiere Lodninger paa samme Genstand, maa
man naturligvis hver Gang bruge et Loddemetal, der smelter lettere
end de foregaaende, og man maa da danne særlige Legeringer ved
Tilsætning af sjældnere Metaller. Af saadanne Metalblandinger eksi-
sterer der tiere, der smelter i varmt Vand, og det er derfor en yn-
det Spøg at støbe dem til Teskeer, som man faar intet anende Folk
til at bruge med et for dem overraskende Resultat. — De mest be-
kendte af disse Legeringer er: Roses Metal, der bestaar af 1 Tin,
1 Bly og 2 Vismut (Smeltepunkt 950 C.) og Woods Metal: 4 Tin,
8 Bly, 15 Vismut og 3 Kadmium (Smeltep. ca. 70° C.). Ved Anven-
delsen af saadanne Legeringer bliver det en meget mindre Kunst at
lodde paa Tin, idet man holder Stykkerne sammen med en Tang,
lægger et lille Stykke af Legeringen ovenpaa Fugen og dypper det
hele ned i kogende Vand, hvortil er sat lidt Saltsyre (der renser
Overfladerne). Men hvad Arbejdet derved har vundet i Nemhed,
har det unægtelig tabt i Værdi; thi en Lodning, der ikke en Gang
kan staa for varmt Vand, vil selvfølgelig i det praktiske Liv som
Regel være værdiløs.
Anvendelsen af saadanne forskellige Loddemetaller efter hinan-
den vil dog kun være nødvendig paa ganske smaa Genstande, eller
naar Loddestederne er meget nær hinanden. I modsat Fald kan