Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

METALARBEJDE 211 dygtige Formere kan præstere, vil ofte gøre en god Virkning. At byde Modparten en Cigar eller paa anden Maade at vise sig elsk- værdig er ogsaa udmærket; kort sagt, der gives mange Midler, der har meget med Livet, men intet med selve Formningen at bestille. Disse gode Raad er paa ingen Maade overflødige; thi paa ethvert Støberi gentager den samme Scene sig, og man ser den forlegne Amatør efterhaanden synke aldeles sammen under al denne faglige Foragt for hans møjsommelig samniensnedkrede Model, som han hidtil har betragtet som et Mestei-værk. Smeltning af Messing. Naar Formen efter flere Dages Forløb er fuldstændig tørret, kan vi tage fat paa at smelte Metallet. Delte gøres altid i Digler af ildfast, brændt Ler, af hvilke der i Handelen gaar to Slags, de trekantede hessiske og de runde engelske. De første bør ubetinget foretrækkes af Amatøren, dels fordi de er de billigste, dels fordi de i hans Hænder er de holdbareste. Diglen springer let ved for pludselig Ophedning, og den maa derfor ikke sættes kold ned i Ilden. Enten maa den i nogen Tid vendes og drejes over Gløderne, eller ogsaa maa den først "bringes paa Plads og nogle Pinde stables omkring den; disse kan derpaa antændes. Senere lægger man Koks paa og fortsætter dermed, til Brændslet naar helt op til Diglens øverste Kant. Hvis dei- er Plads til det, vil et Laag over Diglen være heldigt. Men netop Pladsen kniber det undertiden med, da Fyrrummet i et Komfur som Regel er ret lavt. Noget kan der dog bødes derpaa, naar man vender Ringene om; de vil da rejse sig som en Kegle og gøre Rummet højere paa Midten. Metallet køber man som »gammelt« Messing hos Jernkræmmerne. Prisen kan svinge stærkt; men 35—40 Øre pr. Pd. er Reglen, mens færdigt Støbegods koster det tredobbelte, og da man i en Digel, der kan staa i et jævnt stort Komfur, kan have en halv Snes Pd.’ kan man nogenlunde regne sig til Fortjenesten. Naar den formentlig tilstrækkelige Mængde Metal (hellere for meget end for lidt!) er smeltet, skummes Overfladen nogenlunde ren, idet Slaggerne ligefrem kastes ud i Ilden, da de er griske værdiløse, og Diglen tages nu op. Dette er absolut det værste af hele Arbejdet; thi selv om man har en lang Tang, kan alene Straa- levarmen fra Ilden og den hvidglødende Digel svide Huden meget slemt. Det maa derfor tilraades at svøbe et vaadt Klæde om Haan- den og Armen eller i hvert Tilfælde at tage en Handske paa højre Haand. For øvrigt er det ogsaa betænkeligt at bruge en Tang af sædvanlig Form, da tunge Digler let vil brækkes itu, naar man tager fat paa dem blot paa et enkelt Sted. Man har derfor særlige Digeltænger, der med to krumme Kløer fatte om Diglen udvendig, saaledes som Fig. 8 viser. Disse Tænger gaar dog ikke i Handelen ■ men naturligvis kan man lade en Smed lave dem efter Afbild- ningen.