En Dansk Industrislægt Gennem Hundrede Aar
1811 - 2. SEPTEMBER - 1911

syntes at ville ulejlige sig med at indføre disse, anlagde han selv en Sodavandsfabrik paa Carlsberg særlig til Sifoner, og nu blev de andre nødt til at følge efter; da delte Maal var naaet, overlod han Fabrikken til Andre. Da han blev Medlem af Teaterkommis- sionen, anskaffede han sig et uhyre Bestik for at kunne tegne den cirkelformede Til- skuerplads. Han gjorde selv Beregninger- ne og Tegninger til Pladsernes Anbringelse; om det var hans Planer, der blev vedtagne, er maaske usikkert, men ved Hjælp af disse havde han et Korrektiv til Arkitek- ternes Forslag, og saaledes var det med enhver af de mange forskellige Ting, hvori han blev anvendt. Han forstod at hjælpe sig sela, han brugle sjældent sit Valgsprog, som staar som et Motto over disse Linier, men desto mere handlede han derefter i sin Gerning. Megen Alsidighed kan let avle Overfla- diskhed. Det modsatte var Tilfældet hos J. C. Jacobsen. Han udmærkede sig netop ved en sjælden Grundighed i det, han tog sig for, og var derfor en udpræget Hader af Overfladiskhed. Han var Medlem af »Gallerikommissio- nen«, og det er meget betegnende, at da Krøyers smukke Maleri »Musik i Atelieret« blev bragt i Forslag til Indkøb til Galle- riet, saa stemte J. C. Jacobsen derimod, fordi der var saa utilladelig store Fejl i Perspektivet, at Billedet var uværdigt til at indlemmes i Statens Samling, som net- op skulde være et Mønster for Kunsten. Forgæves anvendte Jul. Lange sin Velta- lenhed — og den var stor — J. C. Jacob- sen hævdede, at det var et utilgiveligt Sju- skeri af en Maler saaledes at synde mod Malerkunstens A. B. C.; Billedet gik til Christiania. Mennesker med saa alsidige Interesser og saa dyblgaaende Kundskaber er saare interessante at leve sammen ined, og det var naturligt, at Carlsberg blev et Brænd- punkt i den Kreds af betydelige Menne- sker, som kom der. J. C. Jacobsen holdt meget af at docere, men han havde dog een lille Svaghed: han kunde ikke finde sig i, at Andre udtalte Meninger forskellige fra hans, ja han kunde slet ikke lide, at de havde dem. Nu var detjo rigtignok saa- ledes, at J. C. Jacobsen med sin klare Tanke som oftest havde uomdisputerligt Ret, men han var jo dog kun et Menneske, og det kunde jo hænde, at en Anden og- saa havde en velbegrundet Mening, som var forskellig fra J. C. Jacobsens, og saa var han ikke naadig. Men som Regel var han vennesæl og trofast mod dem, som han holdt af, og disse vil altid bevare hans Minde i kærlig Erindring. — 6 —