En Dansk Industrislægt Gennem Hundrede Aar
1811 - 2. SEPTEMBER - 1911

sket dels Grundlæggers Tørst efter at for- skønne og berige vor By. I Februar 1896 fejredes 25 Aarsdagen for Anstaltens Grund- læggelse ved en stor Fest; tilstede var ad- skilligt af hvad der duede i Norden. Kø- benhavns vise Alfader H. N. Hansen førte Forsædet; .ful. Lange holdt en pragtfuld Tale med en Hyldest til Jubilaren i Kun- stens, Dr. Sophus Muller i Archæologiens Navn; Jul. Thomsen bragte en Hilsen fra Videnskaben, Stephan Sinding fra Billed- huggerne, og selve Studenterforeningen sang: Held den, som ved sit Livs Bedrift Sig risted selv en Mindeskrift Som skal i Tiden staa. Carl Jacobsen maalte være mere hærdet mod Smiger end andre, dersom ikke den Virak, der blev røget hin Aften, har virket paa ham som en sød Duft. Man kan dog imidlertid antage, at en gesvindt lille Tale af Industriforeningens daværende For- mand, Carl Michelsen, som med Rette mente, at nogle Ord fra Industrien ikke burde savnes ved denne Lejlighed, bun- dede bedst. Thi trods Archæologi og Akademi, inderst inde føler han sig som Bryggeren. Kommandørkors, Æresmed- lemskab og Doktortitler er godt; men mon ikke den Dag i 1906, da Jacobsen kunde føje Titlen Overdirektør og For- mand i Bestyrelsen for de sammenslut- tede Bryggerier Carlsberg og de forenede Bryggerier til sit Navn, var den stolteste i hans Liv? Ikke saaledes at forstaa, at han selv eller Andre underkjender den Gærning, han har øvet i over en Menneskealder for at forædle vor Bys Udseende. Fra Valby Bakke, hvor Kampanilen behersker det omliggende Landskab, gjennem Sta- dens Centrum, hvor St. Nicolaj — trods sit nye Spir — endnu staar paa Realis- mens Vej for at bruge J. L. Heibergs Ord, ud til Langelinie med sit Ivar Huitfeld- monument, hæver sig højt mod Sky Vid- nesbyrd om en københavnsk Borgers uslanselige, næsten fanatiske Trang til at bringe os gode Gaver. Man har frygtet ham, selv om han bragte disse, som det gamle latinske Ordsprog lyder; ingen har som han maattet kæmpe mod Indvendin- ger og Betænkeligheder, der rejstes snart i Stat og snart i Kommune forinden man modtog hans gavmilde Tilbud. Og sik- kert nok har Carl Jacobsen ofte spurgt sig selv, om der herhjemme da var en saadan Overflod paa Kunst og Mindes- mærker, at der var Anledning for Myn- dighederne til at veje og vrage som det hyppigt skete. Han har haft Ret til at spørge; men de, der har rejst Modstan- den, har fra deres Synspunkt ikke haft Uret i at hævde: at ingen Enkeltmands Vilje — er hans økonomiske Evne og Kunslsans end nok saa stor — bør være eneraadende over hvorledes en By skal smykkes. Dog, trods al berettiget og ube- rettiget Kritik, vil hans Navn staa højt og hædret gjennem Tiderne, staa sammen med hans afdøde, elskelige Hustrus, i Forening med hvem han stiftede Legatet »Albertina«, og skænkede til offentlig Ejen- dom den stolte og kostelige Samling Kunst- værker, der bærer Navnet Ng Carlsberg Ghjptotek. * * * J. C. Jacobsen, den gamle Brygger, hvis Mindedag delte Tidsskrift fejrer, var en Mand, som tog flittig Del i det offentlige Liv. Baade i Københavns Borgerrepræ- sentation og i Landstinget udfyldte han med Held den Plads, der blev ham be- troet. Muligvis har der hos Sønnen i yngre Dage dæmret en Lyst til i saa Hen- seende at følge Slægtens Traditioner. Der- som Carl Jacobsen var indtraadt i Kom- munalbestyrelsen eller Rigsdagen, vilde hans Liv ganske vist blevet en Oplevelse, men tillige en Skuffelse rigere. Thi mange skjønne Sager bragte venlige Feer denne Mand som Vuggegave: Alvor og Arbejds- lyst, Kærlighed til Kunst og Ærbødighed for Videnskab, Rankhed i Viljen og Ren- hed i Sind; men ét blev ham nægtet: Ev- — 22 —