Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

90 SELSKABETS VIRKSOMLED 1769—1808 valtning, om den bedste Arvefæste-Kontrakt for Jordegodser, om de Hindringer, der medfører, at Agerdyrkningen i Danmark gaar langsomt fremad, og hvorledes de bedst kan hæves osv. Utilsløret traadte Reformaanden frem, da Selskabet 1781 lo- vede en Belønning »for Proprietærer, som paa deres Godser befordrer borgerlig Frihed og Ejendom«. Her nævnes atter Ordene Frihed og Ejendom, som tidligere havde været Slagord, men under den daværende Guldbergske Styrelse helst skulde være usagte. Nu drog Selskabet dem atter frem og gav dem forøget Vægt ved at sætte dem paa sit Program. Den Maade, paa hvilken det ønskede disse Prismaterier besvarede, fremgik tilstrækkelig tydeligt af de Opgaverne ledsagende Motiver, det var i Overensstemmelse med Reformvennernes Tankegang. Al Tvivl om, hvor Selskabets Sympathi var at finde, var ude- lukket. Landhusholdningsselskabet talte i Begyndelsen af 1780-erne mellem 350 og 400 Medlemmer foruden de korresponderende, og selvfølgelig fandtes der mellem Medlemmerne Mænd af meget forskellige Anskuelser. Der var betydelige Folk, som var bestemte Modstandere af Reformerne, Mænd der indtog høje Stillinger. Der var saaledes de hæderlige og dygtige Statsministre J. G. Moltke og J. O. Schack-Rathlou, Fr. Chr. Rosenkrantz, hvis nogle Aar senere fremkomne Indlæg mod Landboreformerne gav Anledning til hans Afsked fra Statstjenesten, F. Wedel- Jarlsberg, personlig en brav og rettænkende Mand, men en ivrig Tilhænger af de bestaaende Tilstande, Landøkonomen, Amt- mand Esaias Fleischer, som havde faaet Selskabets Guldme- dalje for sin Agerdyrknings-Katekismus, Ove Høegh Guldberg, der i sine Bemærkninger paa Haandskriftet af Suhms Fædre- landets Historie skrev de ofte anførte Ord, at »Bondestandens Aag kan ikke afkastes, uden at Staten i alle sine Grundvolde skal bæve«, og endnu flere. De ledende Mænd i Selskabet tilhørte imidlertid Reform- partiet. Der var de to ivrige Bondevenner Joh. Ludv. og Chr. D. F. Reventlow, af hvilke navnlig den sidste havde paa- draget sig Modstandernes Had, men at Flertallet af Selskabets Medlemmer delte hans Anskuelser, fremgaar formentlig af fol-