Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

HEGNING 105 og det Hegn, man paa disse særlig benyttede som Værn for Kornmarkerne mod de i Fællesskab græssende Kreaturer, bestod af flettede Risgærder, hvortil Trægrene kunde bruges, de tyk- kere til Staverne og de tyndere til Fletningen. Bønderne fore- trak imidlertid at benytte de unge Træers Stammer, da de gav længere Staver og bedre Fletværk, og mangfoldige var Klagerne i Datidens Tidender over den skaanselsløse »Gjerdselshugst«, der var en stærkt medvirkende Aarsag til Ungskovens Øde- læggelse. Man var derfor i ledende' Kredse stærkt interesseret i at faa vakt Interesse for andre Hegningsmaader, f. Eks. ved Plantning af levende Hegn, og i omtrent 40 Aar uddelte Land- husholdningsselskabet Præmier for saadan Plantning. For »paa den bestandigste og ziirligste Maade at frede og bevare enten det, man haver været heldig nok til at faae ud af Fælledskab, eller saa lykkelig ej at have deri, blev neste Premies Hensigt: hvilken derfor var saa meget mere vigtig, som man hidtil ikke haver været opmerksom nok paa levende Gjerders Plantning« — hed det til Begrundelse af Selskabets anden praktiske Prisopgave i 1770, som lød saaledes: For velplantede, indhegnede og til Bestandighed fredede levende Gjerder, opførte efter Bekjendtgjørelsen af dette. For den største Mængde, ikke mindre end 800 Favne, Selska- bets større Guld-Medalje eller eet Hundrede Rigsdaler. For den næste Mængde, ikke mindre end 400 Favne, Selskabets mindre Guldmedalje eller Halvtredsindstyve Rigsdaler. For den tredje Mængde, ikke mindre end 200 Favne, Fem og Tive Rigsdaler. Paalidelig Attest herom maatte indsendes til Selskabet inden 1ste November 1771. Deri meldes tillige korteligen alle Omstæn- digheder, Vexten, Jorden, Indhegningen, Tilstanden og Haabet til Bestandighed Gjerdet angaaende. Plantningen maa være Ni Maaneder gammel, inden Premie kan æskes. Man veed at levende Gjerder opføres af adskillige Vexter. Den allerbeqvemmeste dertil er Hage- eller Hvid-Tornen (Cra- tægus Oxyacantha Li nnæ i) som Dannemark har nok af. Den er stærk, skyder ej for lange Rødder, skygger til Maade, uden at hindre Græsvexten, og er særdeles bestandig. Engeland selv kjen- der ingen bedre. Den voxer i tør og steenig Jord, en Omstændighed, i Henseende til Jorden, som altid først vil paasees, før Planten