Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

PLANTEAVLEN Omtrent indtil Midten af det 18. Aarhundrede skete der, som bekendt, ingen væsentlig Forandring i Driftsmaaden, men man holdt fast ved Egnens gamle Skik og Brug. Alsædsbruget var almindeligt i det nordlige og vestlige Jylland, Græsmarksbruget i Egne af Vestjylland og Trevangsbruget i den øvrige, altsaa den største Del af Landet. I lange Tider havde det sidste passet bedst for Forholdene, men nu fremkom der Betingelser for en bedre Driftsform, idet Kornpriserne var stegne saa stærkt, at det kunde betale sig at udvide Kornarealet paa Bekostning af Græs- arealet. Men dette er i absolut Strid med Trevangsbrugets Væ- sen, som forudsætter stort Græsbrug og Kvæghold for at den 3. Del af Jorden (Fælleden), der henligger i Brak, kan blive gødet tilstrækkelig. Herregaardene gik da efterhaanden over til Kobbelbruget — Overgangen var dog endnu ikke fuldt gennem- ført ved det 18. Aarhundredes Slutning —, men saa længe Fællesskabet bestod, maatte Bønderne følge samme Drifts- maade, og Trevangsbruget kunde ikke forlades. Da Udskift- ningen af Fællesskabet begyndte, optog man imidlertid straks paa adskillige Egne Arbejdet for Indførelsen af bedre Drifts- maader. Haand i Haand gik hermed Bestræbelserne for at faa Jorden grundigere bearbejdet, for en Forædling af de dyrkede Kulturplanter og Indførelsen af nye. Middelalderen igennem og helt op til det 18. Aarhundredes Midte havde der ikke været nogen kendelig Fremgang i de benyttede Redskaber, stadig var den tunge, klodsede Hjulplov det vigtigste Redskab og stadig brugtes, navnlig paa Sjælland, den endnu uslere »Krogen« i Brakmarken og til Sædens Nedfældning om Foraaret. De dyr- kede Kulturplanter var i det hele og store som fra Arilds Tid.