Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

122 PLANTEAVLEN Hovedsæden var Rug, Byg og Havre, Hveden havde vel vundet Indgang paa Lolland-Falster og nogle sjællandske Herregaarde, men dyrkedes saa godt som ikke i Jylland og paa Fyn; ogsaa Kløveren kom paa denne Tid i Brug paa mange store Gaarde, men der hengik lang Tid, før den blev almindelig dyrket, og i Flertallet af de mindre Landbrug var den ukendt. Med Kar- toflens Udbredelse gik det kun langsomt, og det varede længe, inden Landalmuen vænnede sig til at spise den. Andre Rod- frugter dyrkedes alene paa enkelte Egne (som Mols). Kun de nærmeste Dele af Indmarken gødedes, og de udpinte Jorder, deres slette Behandling og Dyrkningen af de gamle, lidet givtige Kornsorter medførte, at Foldudbyttet var saare ringe. Blev Jorden benyttet til Græsning, bar den en ganske frivillig Plante- vækst, fornemlig Græsarter med krybende Udløbere, enkelte Bælgplanter, der voksede frem af sig selv, samt talrige andre vildtvoksende Planter. Her var nok at tage fat paa, et Reform- arbejde, hvis Fremgang ikke beroede paa Lovgivningsforanstalt- ninger, men mere paa de enkelte Landmænds Interesse og Dyg- tighed. I dette Arbejde tog Landhusholdningsselskabet livlig Del, men før dets Virksomhed i de specielle Retninger omtales, kan det nævnes, at Gang paa Gang kommer saavel Selskabet som forskellige af Forfatterne til de præmierede Skrifter — Høegh, Søren Abildgaard, Fleischer o. a. — ind paa herhen hø- rende Spørgsmaal. Allerede i den første Afhandling, Selskabet offentliggjorde i Almanakken (1782), skrev det bl. a. følgende om Gødningsspørgsmaalet: Som Giødskens Formerelse er en af de største Herligheder, der følger af saadan Staldfoering, og denne Sag i alle Tilfælde des- uden er af største Vigtighed, saa kan det derfor her fortiene en Anmærkning, hvorledes Bonden uden Møje kan forøge sin Giødske og skabe sig en riig Guldmine. Hovedsagen bestaaer udi at ind- rette sit Møddingestæd klogeligen. Almindeligen ere disse Steder saa dybe, at de svømmer i Vand, hvilket forhindrer, at Giødsken ej kan udbrændes og Straaet ej forraadne. Den største Kraft af Giødsken spildes i Vandet, rinder bort med det eller trækker i Jorden. Møddingstedet vil derfor have sin visse Dybde. Længden og Breden indretter man efter Stedets Leilighed. Man giør vel udi at man belægger Bunden udi Møddingstedet med et godt Lag