Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

HUSDYRBRUGET 153 kunstige eller naturlige. Græsarter, hvor mange Tønder Land dertil ere anvendte, Mængden og Godheden af Melken og Smør- ret, og endelig Sammenligning i det Hele af denne Foerings- maade med den sædvanlige Græsning paa frit Land, enten vel bevoxet med naturligt Græs eller besat med Klever. For den Hidsigheds Skyld, som plejer at forulejlige Kreaturets Iver, naar det foeres paa Stald om Sommeren, tilføjes her den An- merkning: at ved hver Malkning plejer man, efter Sigende, at vaske Køernes Iver med koldt Vand, hvilket skal fuld- kommen hæve Ulejligheden. Om nærmere Erfaringer herved ønsker Selskabet dog at oplyses«. Til at begynde med blev der kun uddelt faa Præmier, i den første halve Snes Aar kun 3, der tildeltes fynske Husmænd, der hver havde staldfodret een Ko, men derefter voksede An- tallet af Præmier, og nogle af disse gik til Proprietærer og Gaardmænd, andre til Præster. Saaledes fik den bekendte rationalistiske Præst Peder D. Faber, der blev en af Datidens fremmeligste Landmænd efter at have opgivet den gejstlige Stand, gentagne Gange Selskabets Guldmedajle for Sommer- staldfodring og 1801 en mindre Pengepræmie for Kreaturers Fodring med Roer. I det hele var mangfoldige Præster særlig interesserede for Sommerstaldfodring, ligesom de var det for Kløverdyrkning. Efter den gængse Opfattelse var det Græs- markerne, som (maaske med noget Tilskud af Vikkehavre) skulde give Kvæget Føde paa Stald, og bedst opnaaedes dette, hvor man kunde faa Græsmarkerne til at bære Rødkløver. Sommerstaldfodring og Kløverdyrkning hørte derfor sammen, den første medførte, at man kunde gøde Markerne rigeligere, og den forøgede Gødningskraft bevirkede, at Kløveren lyk- kedes bedre. Beretningerne fra de Præmierede lod Selskabet ofte offentliggøre som Opmuntring til og Vejledning i Som- merstaldfodring. — Af Kvægbrugets Salgsprodukter var Kødet det vig- tigste, medens Smørret og Osten kun spillede en meget beske- den Rolle. Vel var en Del Holstenere bievne Mælkeforpagtere paa Herregaarde, men de daarlige Samfærdselsmidler besvær- liggjorde Afsætningen af Smørret, der i større eller mindre