Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

234 MARKFRED hvorved varig Markfred sikres os, naar vi ved at paaskønne dette store Gode først vorde det værd«. Forordningen bragte imidlertid ikke den ønskede Bedring i J1 opholdene, bl. a. fordi dens Bestemmelser vedrørende Ævret ikke var strængere end tidligere Lovbuds. Fra alle Landets Egne lød der stadig Klager over Markufreden, og Foregangs- mændene ønskede Fredningsbestemmelserne skærpede, de hæv- dede sikkert med Rette, at det var umuligt for en enkelt Gaard- mand i Landsbyen at dyrke Kartofler, Roer og Kløver uden i større eller mindre Grad at faa disse Afgrøder ødelagte af det omstrejfende Kvæg. Jo daarligere dyrket et Jordbrug var, desto mere var Brugeren interesseret i at faa sine forsultne Kre- aturer ind paa Naboens Kartoffel-, Kløver- og Græsmark eller paa hans tidlig saaede Rugmark. Vilde en Fremskridtsbonde benytte sin lovlige Ret til at optage de fremmede Kreaturer, risikerede hans Allandsens Ulykker. Det hed i en Skrivelse fra Landhusholdningsselskabet til Rentekamret i 1823: Fra mange Steder høres Klager over de Forfølgelser, som den Landmand er udsat for, der ikke vil finde sig i den sædvanlige Markufred, men paastaaer den Fred, som Anordningerne hjemler ham Ret til at fordre. Det er næsten utroeligt, hvor vidt Ondskab og Kaadhed drives mod den Mand, som, fordi han indseer sit eget Vel og vil have uforstyrret Benyttelse af sin Lod, ikke følger den gamle Slendrian. Ofte har Selskabet af modtagne Beretninger fra Provindserne erfaret, hvilke Ulemper der tilføies en saadan Land- mand, saaledes f. Eks. forstyrres han i sin natlige Roe ved kaade Menneskers Sang og Støi udenfor hans Bopæl, og ei sjeldent øde- lægges om Natten af disse hans Sæd paa Marken; hans Plove og andre Redskaber sønderslaaes o. desl. Hvormeget en saadan Forfølgelsesaand bidrager til al standse Agerdyrkningens Fremskridt og at qvæle al Sands for et bedre Agerbrug er indlysende. Det vikle derfor unægtelig være til sandt Gavn, om dette Onde søgtes hæmmet ved Regeringens kraftige Medvirkning. I denne Henseende var det udentvivl hensigtsmæssigt, om Communerne gjordes ansvarlige for den Skade, som tilføies enkelt Mand paa hans Ager derved, at Erstatningen derfor reparteredes paa Sognet eller Byen, naar Gjerningsmanden ei kunde udfindes. En Bestemmelse som denne vilde være i Analogie med det, som Forordningen af 29. Oktober 1794 i dens 23. § fastsætter angaaende