Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

Forfatter: H. Hertel

År: 1920

Forlag: August Bangs Boghandel

Sted: København

Sider: 426

UDK: 63(06)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 456 Forrige Næste
MARKFRED 235 Brud paa Hegn, at nemlig 2/3 af Skaden skal erstattes af Sognet, forsaavidt Gjerningsmanden ei opdages. At sikkre den Agerbruger, der attraaer Fred, mod Ødelæggelse af Afgrøderne paa Markerne, ligesaavel som mod den Skade, der tilføies paa hans Hegn, synes at være billigt og naturligt. Erfaringen har lært, at Qvæget ei lider, men tvertimod vinder ved at være i Huus om Natten; fra denne Side kan altsaa ingen Vanskelighed møde ved at paalægge Öommunen at erstatte enkelt Mands Tab ved Ufred, hvilket iøvrigt nok oftere forvoldes af skadefro Mennesker end af Kreaturerne. Det er vel sandt, at en uskyldig Mand vilde, naar en saadan Ind- retning fandt Sted, komme til at lide for Andres Brøde. Men det, som hvert Lem af en Commune kunde tilpligtes at udrede af Er- statningen, blev i alt Fald ikke ødelæggende for Nogen. Desuden vilde Ufreden rimeligvis snart ophøre, naar det blev Enhvers Interesse at vaage over Markfredens Opretholdelse, og den, der nu af Frygt for at paadrage sig sine Naboers Fjendskab eller af andre Aarsager holder sig tilbage, vilde medvirke dertil, saasnart blot Skinnet af ikke at ville betale for Andre, undskyldte hans Frcm- gangsmaade hos dem, der, af Fork j ærlighed for gammel Slendrian, gjerne fremturede i Ufreden. Overalt er denne saa rodfæstet et Onde, at den kun ved de kraftigste Forholdsregler kan hæves, og vist er det, at saa længe dette ikke skeer, kan et godt Agerbrug umuligen bestaae eller udbredes. Selskabet anseer Sagen af den Vigtighed, at det har fundet sig forpligtet til at henstille Foranstaaende til det Kongelige Rente- kammers Overveielse og at anbefale til Sammes Omhu at udvirke de Bestemmelser, som maatte findes passende til Øiemedets Op- naaelse. Denne Henvendelse førte lige saa lidt til noget som en for- nyet Henvendelse i 1828. Det syntes, som om Regeringen har næret overvejende Betænkeligheder ved at foretage en omfat- tende Skærpning af Fredningsbestemmelserne, og Selskabets Bestræbelser — blandt disse Spørgsmaalets Behandling i Alma- naken og Udsættelsen af Præmier — bar kun langsomt Frugt. Efterhaanden lykkedes det dog at faa Tilstanden betydeligt for- bedret paa Fyn og den sydlige Øgruppe, hvad der senere vil blive omtalt.