Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

274 SELSKABETS VIRKSOMHED 1829—1868 Sygdomme hos Husdyrene, og til Gavn for vort Husdyrbrug fik Veterinærskolen, der efter Erik Viborgs Død (1822) var kom- met i Forfald, en Opgangsperiode, da Jonas Collin i 1834 ind- traadte i dens Bestyrelse, og Undervisningsplanen paa hans Til- skyndelse blev omlagt, saaledes at Skolen atter kom til at ind- tage et meget hæderligt Standpunkt. Fremgangen indenfor Mælkeribruget begyndte, med hol- stenske Folk som Ledere, paa Herregaardene i 40’erne, og for disses Vedkommende fandt der en glædelig Udvikling Sted. Paa Bøndergaardene fortsatte man i den gamle daarlige Skure, Mælken og Smørret blev behandlet med en Skødesløshed og Urenlighed, som medførte, at i de større Byer var Bøndersmør- ret en lidet søgt Vare. Der var saare meget at forbedre, og med stor Energi tog Landhusholdningsselskabet denne Opgave op, ligesom det ogsaa optraadte som Vejleder for Herregaardene. Længe fortsatte, i det her omhandlede Tidsrum, Landhus- holdningsselskabet sine Bestræbelser for at gøre Bønderne Nød- vendigheden af Markfred indlysende, thi vedblivende stod det slet til med denne; i 40’erne var kun Bønderne paa Fyn og de sydlige Øer afvænnede med at opgive Ævret, og endnu i 1853 udtaltes det i Indberetninger til Indenrigsministeriet, at al- mindelig Overholdelse af Markfred kun fandt Sted paa enkelte Egne. Foregangsmændene i Jylland klagede over, at Mangel paa Markfred var Grunden til, at Kartofler og Sæd, der som Che- valierbyg, Hvede og Provstirug ikke modnedes til samme Tid som almindelig Rug og Havre, hidtil kun havde faaet ringe Ud- bredelse i de gode Egne. Først da en mere rationel Drift bredte sig, bedredes Forholdene. Ogsaa Selskabets og Landboforeningernes Arbejde for Sving- plovens Udbredelse maatte fortsættes, thi endnu i 30’erne var Ploven langt fra trængt igennem. Tyve Aar senere havde den paa Øerne væsentligst fortrængt Hjulploven, og hvor man endnu benyttede den sidste — hos Bønderne i Jylland, i den sydøst- lige Del af Sjælland, paa Langeland og den sydlige Halvdel af Fyn — havde den faaet en forbedret Form, som holdt sig længe. Næst Svingploven fik fra 40’erne af Indførelsen af »Svensk Har- ven« størst Betydning, og mange af de større Landmænd an-