Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie I
Selskabets Historie i Tiden fra 1769 - 1868

50 SELSKABETS VIRKSOMHED 1769—1808 »Livet er en Snip, Snap, Snurre — Døden er dens Basselure«, udtalte han sikkert manges Livsfilosofi. Men dette synes særlig at have været Tilfældet indenfor visse københavnske Kredse og navnlig indenfor de rige Grossererfamilier, der berusede af de let tjente store Formuer gav Overfladelivet dets Præg. Men disse Kredse var ikke Nationen eller et gyldigt Udtryk for denne, og der var store og indflydelsesrige Kredse, for hvilke det anførte ikke gælder. En Mand som Rahbek, der havde Haanden paa Tidens Puls, karakteriserede dens Idealer som: »Sandt Almen- vel, virkeligt Vellevned, ægte og almen Velstand, ædel Vel- tænkenhed og Velvilje«. Og disse Ord var ikke tomme Floskler. En Række højtbegavede og ædelttænkende Mænd, der støttedes af de bedste Dele af Nationen, arbejdede for Humanitets- idéernes Vækst, og under deres Førerskab havde Danmark Æren af paa mange Omraader at gaa foran. Først og fremmest gælder dette om Bondestandens Frigørelse. Men denne var, om end den betydeligste, kun en enkelt Side af Reformarbejdet, thi paa mange andre Omraader gennemførte Kronprins Frederik og hans Mænd den moderne Samfundstanke, Frihedsprincipet. Dette gælder saaledes paa Omsætningens Omraade med Korn- og Kvæghandelens Frigivelse 1788 og Toldreformen af 1797, om Lavstvangens Indskrænkning 1800, om Pressebestemmelserne af 1790, Forbudet mod Handelen med Negre 1792, den udmær- kede Vejforordning af 1793, Skattereguleringen af 1802, Jøder- nes Ligeberettigelse 1788 og 1814, det i 1789 indledede Arbejde for en Forbedring af Almueundervisningen m. v. Den ideelle Virksomhedstrang, som sydede Slægten i Blodet, gav sig altsaa Udslag i Foranstaltninger af stor og blivende Betydning -— Landhusholdningsselskabets Oprettelse er jo ogsaa en af disse; i Enighed kunde Nationen samle sig om store Fremtidsopgaver, og naar det i den smukke Kantate, der blev sunget ved Sel- skabets halvandet Hundredaars Fest, hedder, at dengang »over Landet Himlen lysløs hang«, maa dette nærmest betegnes som en licentia poetica. Kun halvandet Hundrede Aar skiller os fra den dalevende Slægt, og dog synes den os saa forunderlig fjærn. Dens Følelsesliv og de Udtryk, dette gav sig, forekommer os fremmede, »überschwengliche« — saaledes som de ogsaa fin-