Betænkning Afgiven Af Mergelbanekommissionen 1917

114 saadant Afkald vilde dog i alle Tilfælde formentlig kun have Gyldighed, for saa vidt den paagældende var myndig i formueretlig Henseende, og kan selv i saa Fald næppe antages at være bindende for dem, med Hensyn til hvilke han efter den gældende Lovgivning maatte have Forsørgelsespligt. Hertil kommer imidlertid, at det formentlig vil være meget tvivl- somt, om Domstolene i det hele vilde anerkende et saadant Afkald paa Er- statningskrav, selv om den paagældende var fuldmyndig og kun havde givet Afkald for sit eget Vedkommende, idet et saadant Afkald muligvis kunde betragtes som udelukket ved de kategoriske Bestemmelser i Loven af 26. Marts 1898, der i alt Fald analogisk maatte omfatte Baner af den lieromhandlede Art, og i det hele som stridende mod Lov og Ærbarhed. Saafremt man derfor vil bestemme, at en Mergel bane skal være berettiget til at befordre Personer uden at have nogen Pligt til efter de almindelige Regler at erstatte den Skade, der under Befordringen maatte blive tilføjet dem, maa det da formentlig være nødvendigt at tilveje- bringe særlig Lovhjemmel herfor. At tilvejebringe en saadan isoleret Undtagelse fra de ellers i al Al- mindelighed gældende Regler for Ansvar for Skade, hidrørende fra Jernbane- drift, hvilke Reglers Omraade man i Nutiden snarere synes tilbøjelig til at udvide end til at indskrænke, og derigennem at fjerne det gavnlige Inci- tament til at udvise den størst mulige Forsigtighed ved Driften af Banen, som ligger i Erstatningspligtens Tilstedeværelse, synes der imidlertid ikke at være nogen Anledning til at foreslaa, og det saa meget mere som man for- mentlig i det hele ikke bør foreslaa, at det tillades en Mergelbane at befordre Personer, medmindre der ved Befordringen iagttages saadanne Forsigtigheds- regler, at Faren ved Befordringen paa den ikke skønnes at være større end ved Befordring ved andre offentligt tilgængelige Befordringsmidler, hvorfor Omfanget af eventuelle Erstatningskrav ikke kan antages at ville blive for- holdsvis større her end ved enhver anden Jernbane. At komme uden om Erstatningspligten ved at bestemme, at Banen kun maa befordre Mergelselskabets Interessenter, som da skal fraskrive sig Retten til enhver Erstatning hos Selskabet, synes ej heller tiltalende og vilde jo ogsaa i væsentlig Grad nedsætte Banens Betydning for Egnen. De almindelige Erstatningsregler for Jernbaner med Hensyn til Be- skadigelse af Personer, der befordres paa Banen, skønnes derfor ogsaa at burde gælde med Hensyn til en kombineret Mergel- og Personbane, ligesom det er en Selvfølge, at disse Regler maa omfatte den Skade, som af Mergel- baner med mere eller mindre udvidet Ret til Befordring af andet end Mergel maatte paaføres Personer eller Ejendele, som ikke befordres af Banen. Ligesom der derimod som anført formentlig ikke i retlig Henseende er noget til Hinder for, at Banen fraskriver sig Ansvar med Hensyn til Be- skadigelse af Gods, der befordres paa Banen, saaledes-skønnes der heller ikke af andre Grunde at være noget til Hinder for, at Banen fralægger sig dette Ansvar, for saa vidt der derved skabes Mulighed for med smaa Midler at tilvejebringe en primitiv, men dog anvendelig Befordringsmulighed. Mod det Erstatningsansvar, som vedkommende Mergelselskab