Litografien I Danmark

højere Løn og kortere Arbejdstid, da dette kun kan naas ved en sund og god Konkurrence blandt Principalerne.« I en redaktionel Tilføjelse hedder det, at det kun er paa indstændig Anmodning, at Artiklen er optaget, da de paaankede Forhold rettest hører under Principalernes Omraade. Diskussionen føres dog videre i adskillige, ikke korte Indlæg, til Redaktionen afslutter den med en tilfreds Bemærkning om, at den ind- ledende Artikel »nok har gjort sin Virkning, for saa vidt som den har vakt adskil- lige Overvejelser til Live«. Det interessanteste ved hele Polemiken er, at der dengang fandtes Firmaer, som fandt det forsvarligt at sælge en Vare for Kr. 30,00 à 32,00, naar samme Vare — vel at mærke uden Tillæg af almindelige Handelsomkostninger — i Frem- stilling havde kostet Kr. 28,80, og det interessante forringes ikke derved, at man i 1922 støder paa Fænomener af ganske samme Art. En anden Disput i Lito viser, at Forbundets Ledelse efter Evne søgte at holde Justits blandt sine Medlemmer. Den begynder paa følgende Maade: »Giv Agt! Det er meget beklageligt, naar selv Kolleger, som man antager for gode Orga- nisationsmedlemmer, glemme indgaaede Forpligtigelser, saaledes at de tilsidesætte det Hensyn, som de skylde baade dem selv og andre. I København har vi fornylig haft det Tilfælde, at en Kollega har forladt sin Plads uden Opsigelse, ifølge vore Love § 2 skal vi straks exkludere denne Kollega, og naar dette ikke er sket, er det fordi den forurettede Principal i dette Tilfælde ikke ønsker, at hans tidligere Arbejder skal lide en saa streng Straf. Jeg vil spørge denne Kollega, om hvorledes han mener at vi i Forbundet med Kraft skal kunne hævde de vundne Fordele, naar vi ikke strengt overholde vore Forpligtigelser?« Kollegaens Svar er som Forsvar meget mat, og rent værdiløst gør han det med en afsluttende Bemærkning om, at det er »menneskeligt — omend forkert — at slaa en lille Skæv, uden Tanke om derfor at opgive sin Plads«. Dette lille Indblik i Dansk Litografisk Forbunds datidige Ledelses Opfattelse af Forholdet mellem Principaler og Trykkere vidner om stor Respekt for den trufne Aftales Ukrænkelighed, et Forhold, der — omend Tidsaanden dengang var en anden end nu — tjener de daværende Ledere af Forbundet til Ære. Det kunde undertiden hænde, at en Trykkers Interesse i Principalens Forretning blev ganske direkte, fordi han tillod, at en Del af hans Ugeløn blev staaende i Forretningen som et Tilgodehavende for ham. Endskønt Ugelønnen laa nede mellem 20 og 25 Kr., kunde den opsparede Sum godt blive betydelig. Saaledes meddeler Forbundet gennem Lito, at »da Esbjerg Metalvarefabrik er under Konkurs er 15