Litografien I Danmark
År: 1922
Forlag: Dansk Litografisk Principalforening
Sider: 72
UDK: 77 Lit st. f.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
INDLEDNING
LITOGRAFIENS TEKNIK
FOR AT LETTE DEN IKKE SAGKYNDIGE LÆSER FORSTAAELSEN AF
Fortællingen om Litografien, dens Historie og Anvendelse vil det være
rigtigt først at forklare - men kun i de enkleste Hovedtræk - hvad Li-
tografi i det hele taget er. Ordet »Litograf« kommer af de græske Ord
ÂUtoç (lithos), der betyder Sten, og ypa^Etv (graphein), som betyder at skrive, hvilket
med andre Ord vil sige, at en »Litograf« er en, der skriver paa Sten.
Efterhaanden som Litografien har udviklet sig, har Betydningen af Navnet
ogsaa antaget et stadigt større Omfang, dækket et stadigt større Omraade.
Nu omfatter Navnet et helt Fag, der ligger lige paa Grænsen mellem Kunst
og Haandværk, men som iøvrigt har mange Slags Udløbere, hvoraf enkelte ligger
saa langt fra det oprindelige, at de kun i meget uegentlig Forstand falder ind under
Begrebet Litografi.-x r
Den litografiske Sten er en homogen, tæt Kalksten, der forefindes meget faa
Steder, ja, man har til Dato kun fundet litografiske Sten af en saadan Kvalitet, at
det kunde betale sig at bryde dem, i Nordbayern (Solnhofen). Dette har imidlertid
ikke hæmmet Litografiens Udvikling, thi allerede paa et tidligt Stadium konsta-
teredes det, at man udmærket kunde anvende adskillige Metaller — særligt Alu-
minium og Zink — til Litografering.
Hvad nu selve Overføringen af et givet Trykæmne til den litografiske en
angaar, da kan den foretages paa mange forskellige Maader, der dog alle har det
til fælles, at de grunder sig dels paa den Utilbøjelighed, Vand og Fedt har til at
blande sig, og dels paa den stærke Adhæsion, der er mellem hvert især af disse
to Stoffer og den litografiske Sten.
Gravering. Af de forskellige Metoder, hvorved et Trykæmne bringes over paa
Stenen, skal først omtales Gravering. Man begynder med at give Stenoverfladen
en Renslibning, der ender med Polering. Derpaa behandles Overfladen med en
Opløsning af Syresalt (en Blanding af Oksalater), hvilket medfører, at Stenen, saa
længe den er vaad, er uimodtagelig for Trykfarve. Paa den saaledes tilberedte
Stenoverflade foregaar nu Graveringen ved simpelthen at indridse den ønske e
Tegning med en Naal eller Diamant. Tegningens Linier staar altsaa som svage For-
dybninger i Stenens Overflade, og disse Fordybninger gøres ved en Ohebehandling
15