Litografien I Danmark

Paategningen har staaet saa længe, at den litografiske Tusch er fuldstændig tør, underkastes Stenoverfladen en Behandling med en Opløsning af Gummiarabicum tilsat Salpetersyre, hvilket medfører, at den Del af Stenoverfladen, der ikke er dækket af den litografiske Tusch, bliver i fugtet Tilstand uimodtagelig for Trykfarve. Naar dette Stadium er naaet, afvaskes den litografiske Tusch ved Hjælp af Terpentin e. l., og man kan nu. idet Stenen stadig holdes fugtet, paaføre den Tryk- farve med Haandvalsen (se Figuren), der rulles hen over Stenen, som nu kun modtager Farven paa de Steder af Overfladen, der under Gummi-Salpetersyrebe- handlingen har været beskyttet af Tuschen. De forskellige Metoder og Præparater, der bringes til Anvendelse dels for at gøre Resultatet mere sikkert, og dels for at faa Tegningen til at staa svagt hævet over den øvrige Stenflade, skal ikke omtales her, da det er Detailler, der kun har Interesse for Fagmanden. Kridttegning paa. Sten. Foruden Tegning direkte paa Stenen med litografisk Tusch kan man ogsaa tegne med det saakaldte litografiske Kridt, der væsentligst bestaar af Kønrøg, Voks og Sæbe blandet op paa en saadan Maade, at Blandingen lader sig presse i Stænger af en passende Form og Haarhed. For at Stenoverfladen skal egne sig til Paategning med Kridt, gøres den kornet, d. v. s. ru. Dette opnaas ved at give den renslebne Sten en særlig Behandling med skarpt, fint Sand. Kridtmetoden giver Resultater, der udmærker sig ved overordentlig blode Over- □"■g8' gange fra Lys til Skygge, og der . foreligger mange udmærkede Bil- leder og Portrætter udførte efter haandvalse denne Metode. Ved al Tegning di- rekte paa Sten maa Litografen (Kunstneren) arbejde saaledes, at Billedet paa Ste- nen staar spejlvendt i Forhold til Originalen, og dette har voldt en Del Bryderi, og da det desuden er lettere at tegne paa Papir end paa Sten, saa har man søgt og fundet Metoder, der gør det muligt først at udarbejde en ønsket Tegning paa Papir, og derpaa føre denne — ved Afsmitning (Overtryk) — over paa Stenen. Autografering. Mest kendt af disse Metoder er vel nok Autografering, der gaar for sig ved, at man med en stærk fedtholdig Vædske (autografisk Blæk) skri- ver eller tegner sin Original paa almindeligt Skrivepapir, der derpaa lægges med den beskrevne (betegnede) Side mod den med Terpentin let fugtede Sten, som der- efter drejes en enkelt Gang gennem Haandpressen, hvorved det autografiske Blæk smitter af paa Stenen med en Virkning, der omtrent er den samme, som var der tegnet med litografisk Tusch paa Stenen. Resultatet er dog ofte ret mangelfuldt, og man har derfor næsten ganske forladt denne Metode. Et mere sikkert Resultat vil man opnaa, naar man i Stedet for at skrive eller tegne paa almindeligt Papir anvender Papir, hvis Overflade er bestrøget med Sti- velse e. 1., der dog selvfølgelig maa være fuldstændigt tørt, førend Papiret benyttes. Naar Originalen er færdig tegnet paa det saaledes tilberedte Papir, lægges den - efter nu at være let fugtet - paa den renslebne Sten, og den vil da ved den første Gennemdrejning i Pressen komme til at klæbe stærkt til Stenen, og man kan nu, idet man yderligere fugter den til Stenen klæbende Original paa Bagsiden, dreje det hele flere Gange gennem Pressen. Man opnaar ikke blot herved Sikkerhed for, at Originalen og Stenen overalt kommer i behørig Kontakt med hinanden, men den rigeligere Fugtning opløser Stivelsen, hvormed man har behandlet Papiret, og naar dette trækkes af Stenen, vil alt Fedtstoffet i det autografiske Blæk eller — hvad 3 17