Litografien I Danmark

for 100 Gylden. Da alle Omkostninger var trukket fra, viste det sig, at de 70 Gylden var ren Fortjeneste. Senefelder saa sig allerede i Tankerne som en velhavende Mand! Dette første Arbejde i Stentryk udkom 1796, da Alois Senefelder var 25 Aar gammel. Det andet Arbejde var »12 Neue Lieder mit Begleitung des Klaviers«, ogsaa et Værk af Gleiszner. Fra den bayerske Kurfyrste Karl Theodor modtog Senefelder en Opmuntring paa 100 Gylden, og Løfte om et Privilegium. Derimod mente Viden- skabernes Selskab i München at strække sig vidt, da de tilstillede Opfinderen 12 Gylden; man bemærkede, at dette Honorar maatte være tilfredsstillende i Betragt- ning af, at Udlægget var 6 Gylden. Senefelder havde nemlig ved Fremsendelsen af sit Tryk i naiv Glæde gjort den Bemærkning, at Nodebladet var fremstillet paa en Presse til denne ringe Pris. De indkomne Penge blev anvendt til Anskaffelse af en bedre Presse, ligesom den tidligere en Valsepresse med to Valser af samme Konstruktion som Kobber- trykpressen. Til de to Mænds store Forbavselse gav denne bedre Presse dog langt slettere Aftryk. Grunden var den, at Valsen i den ældre Presse havde haft en Fejl, hvorved Papiret straks ved Trykningens Begyndelse holdtes fast ved Stenen, medens den nye Valsepresse trak Papiret med sig, saa man fik et smudsigt og ubrugeligt Aftryk. Nogle Forsøg med en Bogtrykpresse viste sig ligeledes uanvendelige, Stenen sloges allerede ved det første Aftryk i Stykker, ja en nedfaldende Sten havde nær kostet Senefelder Livet. Senefelder og Gleiszner havde af Grevinde von Kerting modtaget Bestilling paa at trykke en Kantate i Anledning af en Mindefest for Mozart; men da alle deres Forsøg mislykkedes, maatte de overlade Arbejdet til Musikhandler Falter. Denne havde tidligere ytret, at han var villig til at overdrage dem Trykningen af nogle musikalske Værker, og han satte dem nu i Stand til at bygge en ny Presse; den indrettedes saaledes, at hver Valse havde sin selvstændige Bevægelse. Saalænge Senefelder selv betjente Pressen, gik alt godt, idet han var inde i Konstruktionens Enkeltheder, men saasnart andre Arbejdere sattes til Betjeningen, ødelagdes Pa- piret, og Falter blev utilfreds og vendte tilbage til Kobbertrykket. Aaret 1797 blev betydningsfuldt for Alois Senefelder. De mange mislykkede Forsøg under Benyttelsen af Kobbertrykpressen bragte Senefelder ind paa at kon- struere en særlig Presse, og det lykkedes ham i Galgepressen efter mange for- gæves Forsøg at finde et Princip med River, der var fastgjort til en fjedrende Bjælke- Riverne gled frem og tilbage og øvede derved et fast og ensartet Tryk uden at tillade nogen Ændring i Papirets Stilling. Senefelder havde svært ved at komme efter den omvendte Skrift paa Stenen, og han benyttede derfor gerne Gleiszner som den mere øvede til dette Arbejde, men nu var Gleiszner tilfældig bleven syg, og for at lette sig Arbejdet fandt Sene- felder paa at lade en duelig Nodeskriver skrive Noderne med præpareret Blæk paa Papiret, hvorefter han trykkede dem over paa Stenen, saa de blev nogenlunde synlige; derefter gik han Skriften efter med sin Sværte. Den Tanke laa nær at finde en Farve, der egnede sig til Overførelse paa Stenen uden at Eftertegning behø- vedes, og at give Papiret den Egenskab at slippe Farven paa Stenen. Til sine Forsøg tog han en Trykside af en gammel Bog, som han dyppede i fortyndet Gummivand og derefter bestrøg med en i tynd Oliefarve dyppet Svamp. Ved Indsværtningen bemærkede han, at de trykte Bogstaver modtog Farven, medens det med Gummivand præparerede Papir skød Farven fra sig. Arket trykte han af paa Papir i sin Presse og fik derved et godt Aftryk i Spejlskrift. Han forsøgte at gøre det samme paa Stenen. I dette Øjemed tog han en glat Sten, tegnede paa den med et Stykke Sæbe, vædede den med tyndt Gummivand og indsværtede derefter Tegningen. Resultatet blev, at de med den fedtede Sæbe bestrøgne Dele 28