Litografien I Danmark

kunde poleres glat, laa det nær at anvende dette mindre kostbare Materiale i Stedet for Kobberpladen, saa meget mere som det var langt lettere at afslibe den gamle Skrift af Stenen end af Kobberpladen. Hermed var i Virkeligheden det afgørende Vendepunkt i Alois Senefelders Liv naaet. Med Kalkskiferen var det Materiale fundet, som senere skulde skaffe ham Ry som Litografiens Opfinder. Foreløbig benyttede han Stenen paa samme Maade, som han før havde anvendt Kobberpladen, kun benyttede han nu en særlig Farve sammensat af tynd Oliefernis, fin Frankfurtersværte tilsat fintrevet Vinsten med en svag Opløsning af Potaske og Kogsalt. Og saa indtraadte det lykkelige Tilfælde, som saa ofte hjælper en ihærdigt eksperimenterende Opfinder — et Sammentræf af i sig selv ubetydelige og daglig- dags Hændelser giver Stødet til en Opfindelse af vidtrækkende Betydning! Det var en Julidag i Aaret 1796, da Senefelder stod og præparerede en poleret Sten til Brug for sine Forsøg, at Vaskerkonen kom for at hente Familiens Vaske- tøj. Senefelders Moder bad Sønnen om at skrive Vaskesedlen, da hun intet Papir ejede; men da han heller intet havde ved Haanden, greb han sin Sten og noterede Listen over Vasketøjet ned paa denne ved Hjælp af sin Sværte (Voks, Sæbe og Kønrøg), og da Skriften stod paa Stenen, fik han pludselig det Indfald at ætse Stenen med Skedevand for muligvis at faa en forhøjet Skrift, der lod sig tage i Aftryk. Forsøget lykkedes. Efter Afskylningen saa han Skriften staa i et Kortblads Højde over de ubedækkede Steder af Stenen. Han var altsaa kommet til det af Simon Schmid naaede Standpunkt uafhængig af denne, men Aftrykningen frembød forskellige Vanskeligheder. Han anvendte nemlig til Indsværtningen en almindelig hvælvet Bogtrykkertampon og derved sværtedes ogsaa Stenens frie Dele, og han fik et urent Aftryk. For at undgaa dette, dannede han sig en flad Tampon af et Brædt overtrukket med Klæde; dette limede han til et andet, tykkere Brædt, forsynet med et Haandtag, og han kunde nu efter nogen Øvelse tage temmelig rene Aftryk. Han var i den Tro, at det var en ny Opfindelse, han havde gjort, og hans højeste Ønske var at gøre den frugtbringende. Han tænkte straks paa at oprette sit eget Trykkeri, men hvor skulde han faa Penge fra? En af hans Bekendte, der gjorde Tjeneste ved Artilleriet i Ingolstadt, ønskede at stille en Stedfortræder, og Senefelder var straks villig til at overtage denne Rolle for at tjene de derfor fast- satte 200 Gylden, men atter her forfulgtes han af sit evige Uheld; den bayerske Hær maatte kun rekrutteres af Indfødte, og Senefelder var født i Prag! Han var nu besluttet paa at tage Plads foreløbig som Trykkersvend; men som han i ned- slaaet Sindsstemning forlader Ingolstadt, falder der ham tilfældigt et Nodeblad i Haanden, og det slaar ned i ham, at hans Opfindelse særlig egner sig til Fremstil- ling af Nodetryk, som han maa kunne præstere langt billigere, end det er gjort ved den tidligere anvendte Kobbertrykmetode. Af en Bekendt henvises han til Hofmusikus Franz Gleiszner, og da Gleiszner og hans Hustru ser nogle Prøver af Senefelders Nodetryk, bliver de straks saa overbeviste om Forsøgenes store Betyd- ning, at de med stor Beredvillighed forstrækker ham med de nødvendige Penge- midler, giver ham vederlagsfrit Ophold i deres Hus og forsyner ham med Papir og Sten. Til Trykningen benyttede han en tarvelig, gammel Kobbertrykpresse, som hans Moder havde ladet en Tømrer lave for den beskedne Pris af 6 Gylden. Det første Arbejde, der fremstod som et Resultat af Senefelders og Gleiszners Kompagniskab, var en »Feldmarsch der Churpfalzbayerschen Truppen« med Kla- verledsagelse. Den tryktes i 120 Eksemplarer, hvis Fremstilling havde taget 14 Dage. Titlen var stukket i Kobber og trykt over Stentrykkets øverste Linje; den var udført i Fraktur, den eneste Skrift, som Senefelder paa det Tidspunkt var i Stand til at udføre i Spejlskrift. Musikforlæggeren Falter købte de 100 Eksemplarer 27